Friedrich Schillers mesterlige skuespil “Don Carlos” fra 1787 danner grundlaget for Giuseppe Verdis opera af samme navn, der havde verdenspremiere i Paris i 1867. Den italienske udgave fra 1884, der havde premiere på Scala Operaen i Milano, blev senere revideret af Verdi, og det er den udgave, som danner grundlaget for italieneren Davide Livermores storslåede udgave på Operaen i øjeblikket.
Forestillingen præsenteres i samarbejde Den Finske Nationalopera og Den Norske Opera, og synges på italiensk med både danske og engelske overtekster.
Den overdådige scenografi er skabt af milanesiske kunststudio Giò Forma (ledet af Cristiana Picco, Florian Boje and Claudio Santucci). Klassiske spansk malerkunst af Goya, Velázquez og Picasso inddrages på lige fod med mere nutidige værker i forbindelse med de imponerende bagprojektioner, som videodesigneren D Wok også har ære af. Men i fundamentet på de imposante statuer lurer oprøret fra en underverden, der alt for længe er bliver mishandlet og undertrykt, og som nu har fået nok.
Kostumedesigneren Mariana Fracasso sørger for en vis modernitet i de klassiske snit, omend dronningens lange frakke forstyrrer, men det kan der selvfølgelig være en pointe i.
Franco havde kong Filip II som erklæret forbillede, og det mærker man også i Stephen Millings prægtige præstation. Milling, der alternerer i rollen med den georgiske mestersanger Goderdzi Janelidze, undgår dog klogeligt at spille Franco, men ser snarere kongen som et magtmenneske, der er ved at miste sin magt. Ikke mindst mod slutningen mærker vi det menneskelige nederlag i Filip II, der ved at hans dage er talte. Her vover Stephen Milling at lade sårbarheden trænge igennem i hans magtfulde røst med bevægende resultat.
Den amerikanske tenor Matthew Whites smukke stemme forgylder partiet som DON CARLOS, men rent dramatisk har han ikke helt format nok til opgaven, og man tror kun på kærligheden mellem DON CARLOS og Elisabeth, når de synger duet. Gisella Stille er typemæssigt heller ikke det indlysende valg til rollen som Elisabeth, men hun synger partiet med både glød og inderlighed.
Aftenens store overraskelse leverer Gihoon Kim som Rodrigo (Posa). Han har ikke blot scenisk autoritet, men også en stor stemme, der vækkes til live af et lidenskabeligt indre. Ham får vi forhåbentlig snart mulighed for at gense? Man havde også gerne set mere til Jacob Skov Hansen, der nøjes med at agere Grev Lerma, en kongelig herold. Men mon ikke der venter ham større opgaver på Operaen inden længe efter hans prisbelønnede indsat i “Eugen Onegin”?
Men også Roberto Scandiuzzi som storinkvisitoren gør indtryk i lighed med Det Kongelige Operakor. Dirigenten Jordan de Souza får mobiliseret passionen i Det Kongelige Kapel, og selvom forestillingen varer tre-en-halv time virker den faktisk ikke for lang, og musikken bliver faktisk bedre akt for akt.
Vi forlader således Operaen med følelsen af, at vi har set et af Giuseppe Verdis utvetydige mesterværker.
(Michael Søby)
