Hjalmar Söderberg er en af Sveriges mest anerkendte forfattere, og hans værker har dannet grundlag for en række bemærkelsesværdige film bl.a. Carl Theodor Dreyers Bodil-belønnede ”Gertrud”, ”Den alvorsfulde leg” og ”Doktor Glas” (instrueret af Mai Zetterling med Per Oscarsson, Lone Hertz og Ulf Palme i de bærende roller, og med dansk biografpremiere i 1968).
Nu er en ny filmatisering af DOKTOR GLAS på vej, men de danske distributører har ikke blot nedtonet det, men bevidst fjernet Hjalmer Söderbergs navn fra pressematerialet. Argumentet er, at der er tale om en ungdomsfilm, og i stedet for at give de unge informationer, der giver mulighed for at perspektivere deres oplevelse, så forsøger man at forhindre dem i at få denne information, hvilket er etisk dybt problematisk for en distributør.
Det er sandt, at en læsning af DOKTOR GLAS ikke nødvendigvis stiller Erik Leijonborgs nye filmversion i et godt lys. Isac Calmroth har ikke den fornødne intellektuelle overbygning i sit spil til at overbevise som lægen Gabriel Glas, men som klam stalker fungerer han til gengæld udmærket.
Thea Sofie Loch Næss er al for selvkørende og vulgær til, at vi tror på, at hun har ladet sig manipulere og undertrykke af sin mand, som Christian Fandango Sundgren til gengæld giver både karisma og farlighed.
Nikolai, Greve af Monpezat er muligvis hyret mere for sit udseende end sit skuespillertalent, men han falder i al fald ikke igennem i dette mondæne modeunivers, og det er i grunden allervigtigst i denne sammenhæng.
Instruktøren Erik Leijonborg dyrker det overfladiske, og selvom filmen afgjort vil appellere til Paradise Hotel-generationen af unge, så er 1968-filmatiseringen mere trofast overfor forlægget. Om det vil interessere publikum, bør være helt op til dem.
