Selvom der kun er tre medvirkende på Teater Vs scene denne aften, så er Holstebro Dansekompagnis gæstespil med DØDSDANSEN efter August Strindbergs skuespil “Dødedansen” alligevel en af årets største dansebegivenheder.
Med tre helt vidunderlige dansere Marie Brolin-Tani, Alexandre Bourdat og Lionel Ah-Sou er det nemlig lykkes for koreografen og iscenesætteren Thomas Bentin at skabe et værk, der i sit helt eget sprog formår at være tro på en nytænkende måde mod det 124 år gamle værk.
Forestillingens ide og koncept bør tilskrives Holstebro Dansekompagnis kunstneriske leder Marie Brolin-Tani og den vidunderlige sydafrikanske danser Melody Putu, der måtte melde afbud på grund af skade. Men Marie Brolin-Tani kunne ikke ønske sig nogen bedre erstatning end den franske danser Alexandre Bourdat.
Omringet af standerlamper på et tæppebelagt gulv mærker man klaustrofobien i ægteparret Alice og Edgars 25 år gamle ægteskab. I hver deres stol forekommer de sært adskilte fra hinanden, og kærligheden mellem den ligner i bedste fald respekt. De er taknemmelige for hinanden, men slittagen efter 25 års samliv er ikke kun fysisk.
En ung slægtning (danset med magnetisk muskuløs maskulinitet af Lionel Ah-Sou) gør sin entre, og med det sammen ændrer balancen sig i ægteskabet. Thomas Bentin slipper godt afsted med at antyde, at både Edgar og Alice er draget af den unge mand, som naturligvis er dømt til at tabe. Har de aldrende ægtefolk alligevel mulighed for at forsone sig med tanken om, at de har taget deres livsvalg – og kan man selv efter 25 år ændre sig?
Sammen med en håndfuld Ukraines dansere fik Marie Brolin-Tani en slags comeback i forrige sæson, og nu fremstår hun som en danser på toppen af sin ydeevne. Partiet som Alice giver hende mulighed for at forene den karakterskabende dans med en skamløs sensualitet, en formfuldendt graciøsitet og en pikant underfundighed. Hendes Alice er skræmmende, når hun synes mere optaget af sine negle end sin døende mand. Direkte uhyggelig fremstår hun, når hun foregiver at bolle ham bagfra, blot for at vise, at hun har gennemskuet hans betagelse af den unge mand.
Alexandre Bourdat rummer et væld af detaljer i sin dans. Hvert led i tæerne og på fingrene bliver brugt til at skildre den dominerende mands frustrationer, når hans position som familiens overhoved pludselig trues. Hans dans bliver som hanens gal pompøs, og går i mod slutningen over i krampetrækninger og spasmer.
Karakterdans på ypperste niveau i en flot, morsom og helstøbt danseforestilling, der hører blandt de bedste fra Holstebro.
(Michael Søby)
