Østerbro Teater har lagt sig ud med flere anmeldere ved at sende mails til dem, hvor de meddeler, at de vil begrænse antallet af inviterede anmeldere. Begrundelsen er, at man ikke ønsker, at ”give plads til meget personorienterede anmeldelser, da vi mener, at de er med til at indskrænke kunsten og mindske modet til at afsøge og udfordre scenekunstens grænser — netop det, REPUBLIQUE/REVOLVER er sat i verden for at gøre.”
Men hvad er det så en form for kunst, man præsterer på disse scener? En lang række af deres forestillinger i de senere år har været monologer eller forestillinger med en stærk central hovedkarakter, og i disse tilfælde er det naturligvis uundgåeligt for en seriøs anmelder at tage stilling til, hvordan disse roller forvaltes, da netop skuespillerens arbejde er så stor en del af forestillingernes kunstneriske udtryk. Ved at kræve at visse anmeldere fjerner det personorienterede fra deres anmeldelser undergraver man anmeldernes arbejde, og det virker ligeså absurd, som hvis man krævede, at anmelderen ikke måtte bruge vokaler i anmeldelserne. Så længe der er skuespillere på scenen, så hverken kan eller skal en anmelde afholde sig fra at anmelde disse personers arbejde.
Man har svært ved at se, at det skulle ”indskrænke kunsten og mindske modet til at afsøge og udfordre scenekunstens grænser” at skrive om Ena Spottags præstation i ”Fuglene”, at ”man kan ikke andet end knuselske hendes sarte og sødmefyldte Mattis” og tilmed hylde hende for en af sæsonens bedste skuespillerpræstationer.
Der er selvfølgelig andre motiver bag en sådan udmelding fra teatrets side, og det synes i dette tilfælde at være anmelderens kritiske holdning til teatrets måde at bruge eller misbruge titlerne på diverse litterære klassikere. Man benytter primært titlerne på de litterære klassikere til at sælge billetter, og udnytter således ikke bare de store klassikere i salgs øjemed, men bedrager også det publikum, der forventer at se en seriøs scenisk fortolkning af værkerne.
Først gik det ud over ”Anna Karenina”, hvor jeg havde en af landets mest kyndige eksperter i russisk litteratur som ledsager, og senest gjaldt det ”Døden i Venedig”, hvor teatret ikke viste interesse for, at en lille trio af Thomas Mann-kyndige så forestillingen. Angsten for fagfolks bedømmelse af deres værker er åbenbart drivkraften bag den omtalte mail, men giver tilsyneladende ikke anledning til nogen form for interne refleksioner med hensyn til det kunstneriske arbejde med en litterær klassiker.
På Republique og Revolver anvender man primært de kendte titler som salgsobjekt og som udgangspunkt for at fortælle en helt anden historie, end den man har solgt billetter til. I bedste fald får vi lidt citater og et par stemningsbilleder, men nogen samlet dybsindig forståelse af værkerne mærker man ikke.
Derfor bliver det – trods enkelte betagende scenebilleder – de dygtige medvirkende, der giver forestillingen DØDEN I VENEDIG på Republique de kvaliteter, den trods alt har: Lotte Andersen, Bo Madvig, Anders Mossling, Charlotte Elizabeth Munksgaard og Marie Brolin-Tani fortjener alle at blive fremhævet – hvad enten de synger en Boney-M sang, sparker til spande, danser nøgendans – eller citerer Thomas Mann.
Men den dygtige iscenesætter Anja Behrens bør ikke stille sig tilfreds med kun at fortolke en nerve fra en romanklassiker. Hendes opsætning af Anne Birchs ”Selvmordets anatomi” på Republique viste for seks år siden, hvad hun rent faktisk formår med en dramatisk tekst. Der mærkede man den dramatiske substans, som opsætningerne af ”Anna Karenina” og nu ”Døden i Venedig” i den grad mangler. Man må derfor håbe, at Republique/Revolver fremover vil ”afsøge og udfordre scenekunstens grænser” med udgangspunkt i de tekster, som de foregiver og får penge for at spille. Og formidle.
(Michael Søby)
