”En digter færdes ofte og gerne i ånden. Digteren kan sågar være fanget af en god eller ond ånd. Dette kunne gælde for digteren Elias Sadaq, hvis seneste digtsamling med titlen DJINN er en bog med både spøgende og plagende ånder. Ordet djinn betyder faktisk ånd eller ørkenvæsen. Djinn var oprindeligt ånder i førislamisk folketro. De var både fjendtlige og hjælpsomme overfor mennesker. I Sadaqs digtsamling antager djinnerne mange former og roller, men det er mest af alt møder og magi mellem mennesker, der er knudepunktet i Sadaqs egensindige digtsamling DJINN.”
Således skriver cphculture.dks Niels Roe i sin 5-stjernede anmeldelse af Elias Sadaqs med rette opsigtsvækkende digtsamling DJINN. På Blaagaard Teater smelter et udvalg af digtene tilsyneladende sammen til en vellykket dramatisk helhed skabt af digteren selv, der også i andre sammenhænge har vist, at han mestrer den dramatiske form
Teatrets tidligere direktør, den prisbelønnede iscenesætter Sargun Oshana, er bedst, når han er mest dristig, og det er han heldigvis her. Scenografen Lina Hashim har på forrygende vis fornyet teaterrummet på Blaagaard Teater, så vi sidder tæt sammen på tæpper, som var vi til bøn i moskéen. Trods nærheden stiller hun ligeledes krav til vores bevægelighed, da der spilles i hele rummet, men det kan også lade sig gøre, for vi vil ikke gå glip af noget.
Vi følger den lille Zakarias, der allerede som 11-årig prøver bedstemors kjole i Brabrand for senere at blive udskammet og slået af sin far. Bedste forklarer Zakarias, hvad en Djinn er, og da han forelsker sig i imamens søn Younes, der et langt stykke af vejen gengælder hans opmærksomhed, begynder han også at føle sig som en Djinn. Deres relation ender på katastrofal vis, og Zakarias flygter til København i håb om at realisere sig selv. Men en dag modtager han en opkald, der tvinger ham til at blive genforenet med sin fortid, og til at tage et livsvalg, der kan få vidtrækkende konsekvenser.
Kevan Nirwan Soliman, der allerede gjorde sig positivt bemærket på Aarhus Teater i musikforestillingen ”GenZ ENDGAME”, får et veritabelt gennembrud som den lille Zakarias, der må gå grueligt meget igennem, før han tør vedkende sig selv. Kevan Nirwan Soliman spiller rollen med en befriende uskyld. Han er ganske betagende i sin første forelskelse, men kan også tale med dramatisk tyngde, da han endelig finder styrken til at sige fra overfor andres foragt og uvidenhed.
Også danseren Aftab Asghar Gondal fortjener ros for sit sanselige bidrag til forestillingen, både som djinn, poledanser og som imamens søn Younes.
DJINN fremstår ikke blot som en af årets mest relevante forestillinger, men også et af de fineste og mest nuancerede udspil om seksualitet versus religiøsitet, vi har oplevede på en dansk scene. En triumf for alle involverede – også teatrets nye visionære direktør Alexander Mayah Larsen.
Han er også selv en modig skuespiller, hvad den fortræffelige queer-film ”Glasskår” viste sidste år, og fra 21. januar 2026 kan vi også nyde ham på Blaagaard Teaters scene i en prisbelønnet hovedrolleindsats i hans eget selvbiografiske stykke ”Tronfølger”. Her er det den brutale generationskløft mellem en far og en søn, der er i fokus, og samtidig er forestillingen et kærligt og kritisk historisk portræt af en iransk mands møde med dansk kultur.
Den udvikling, som Sargun Oshana satte i gang som direktør på Blaagaard Teater, synes nu for alvor at blomstre og giver tilmed genlyd i udlandet. Således blev Alexander Mayah Larsens ”Som Brødre”, der havde urpremiere på det nuværende Blaagaard Teater med Sargun Oshana som medinstruktør, for nyligt kåret som årets sceneoplevelse efter en svensk opsætning i Helsingborg, og i London præsenterede man for nyligt skuespillet ved en såkaldt reading med engelske skuespillere.
(Michael Søby)
