Morten Burian har haft nogle af sine største sejre som skuespiller på Husets Teater, og hans præstation i ”Uterus” udløste i 2010 en Reumert-pris for bedste mandlige birolle. Nu står han her igen – som en skuespiller i krise – eller er det blot teater?
Hver aften inviterer han en ny gæst med ind i skuespillerens værksted i håbet om, at det kan inspirere ham ud af krisen. Som Faust er han villig til at indgå en pagt med djævelen for at få sin drøm til at gå i opfyldelse.
Denne aften får han besøg af Simon Bennebjerg, en af sin generations mest feterede skuespillere. Men i stedet for at bruge ham fra start som skuespiller, bliver Bennebjerg bedt om at se på Morten Burian, mens han spiller Hamlet. Bennebjerg fortæller beskedent, at han desværre aldrig har spillet Hamlet, og man håber som publikum, at han så i denne sammenhæng får tid til og mulighed for at komme med sit bud på denne ønskerolles nøglescener, men nej. Sceneudgaven af Morten Burian vælger i stedet at blære sig over, at han faktisk har spillet Hamlet med stor succes tre gange – på henholdsvis dansk, engelsk og tysk, og vi skal tilmed have uddrag fra hans Hamlet på alle tre sprog!
Hvor teknisk dygtigt Morten Burian end leverer dem, skygger selvfedmen for oprigtigheden, og kan ikke skjule, at Morten Burian simpelthen er for gammel til at spille Hamlet overbevisende. Den personlige krise bliver dermed troværdig, især da Simon Bennebjerg har påtaget sig djævlerollen og iført sig et passende kostume.
Da ser vi et sprudlende talent, som ikke bliver mindre i forestillingens næstsidste scene, der er så fin, at det burde have været den sidste. Men Morten Burian kan ikke dy sig fra at runde forestillingen af på kluntet vis, og skal også lige have en solofremkaldelse, selvom det er Bennebjerg og den nænsomme musiker Michael Sunding, som primært fortjener applausen denne aften.
DJÆVLEPROJEKTET forekommer at være et ganske skægt men også rigeligt indforstået koncept, der især henvender til folk i teaterbranchen. Men der synes ikke at være vejen ud af en evt. krise for Morten Burian, der tidligere var med i en Peer Gynt-forestilling, der helst ikke måtte være Peer Gynt.
Man ville ønske, at Morten Burian blot ville påtage sig en rolle og så spille den – uden hele tiden at være udenfor – tilsyneladende for at demonstrere en vis intellektuel overlegenhed? Vi tvivler faktisk ikke på, at han er begavet, men foretrækker bare at se ham inde i en rolle – fra start til slut. Det vil givet vis også været vejen ud af krise – uanset om den er fiktiv eller reel.
(Michael Søby)
