DIRTY DANCING er ret beset ingen stor film, men den skolefest-nostalgiske stemning og en Oscar-belønnet sang (“I’ve had the time of my life”) har givet den et bedre ry, end den reelt fortjener. På papiret er musical-versionen af filmen heller ikke noget hovedværk i musical-historien, men som den præsenteres på Scandic Falkoner føler man sig alligevel godt underholdt.
Skiftende naturscenerier på storskærme danner en smuk baggrund for romancen mellem den pæne pige og machofyren med den blakkede fortid, og Philip Zanden, der har overtaget instruktørtjansen efter den danske produktions originale iscenesætter Anders Albien, får sine stjerner til at tage sig fordelagtigt ud.
Den verdensberømte balletdanser Alban Lendorf har ved en del af forestillinger overtaget den mandlige hovedrollen fra Silas Holst, og selvom han i endnu mindre grad fremstår som en bad boy, så er han i lighed med Silas Holst primært en gevinst for forestillingen. Dansemæssigt imponerer han i et næsten helt nyt rollefag med en præcision og et overskud, der kun kan imponerer.
Tim Zimmermann, der har opdateret David Scotchfords oprindelige koreografi, udnytter klogeligt Alban Lendorfs ballet-fortid i flere passager. Så der er absolut ikke grund til at ærgre sig over, hvis man har fået billet til en Alban Lendorf-forestillingen, og selvom hans krop synes lige lovlig bleg i forhold til, at handlingen udspiller sig på et solrigt ferieresort, så er han i den grad i stand til at besnære som Johnny – også når det gælder publikum i salen.
Mathilde Norholt fremstår stadig som den definitive danske “Baby”, som ingen bør placere i et hjørne, og hendes udvikling – både på det personlige og det rent dansemæssige plan – forekommer ganske troværdig.
Omkring dem bruser Jeff og Kim Ace Schjerlund af uforfalsket spilleglæde, og især Jeff Ace Schjerlund får mere plads i en dansk musicalopsætning, end man sædvanligvis ser, og han kan bære det. Spørgsmålet er, om Neil Kellerman ikke er det bedste, vi har set ham lave i musical-sammenhæng? Kim Ace Schjerlund får også alt ud af sit materiale i rollen som gavflaben Robbie, og behøver end ikke replikker for at låne nærvær og vittige detaljer til forestillingen.
Vokalt har Christian Lund og Line Krogholm de bærende opgaver denne aften, og de er begge erfarne musical-sangere, og det mærkes heldigvis.
Men spillet i flere af de kvindelige biroller halter lidt. Marianne Søndergaard Madsen er ganske vist udmærket som forsømt hustru, men som Babys storesøster overspiller Christina Elisabeth Mørkøre fælt med en forstyrrende accent, og Linnea Stenbecks replikker bør begrænses til et absolut minimum. Karina Frimodt gør tydeligvis, hvad hun kan som skuespiller, men spørgsmålet er, om det er nok, for Pennys smerte er dyb og vigtig for forestillingen, og så hjælper det kun lidt, at Karina Frimodt er en fortræffelig danser.
DIRTY DANCING bliver dog også denne gang en succes – men med plads til finjusteringer -eventuelt også på rollelisten. Og Alban Lendorf ser vi gerne mere til – også i musicalsammenhænge.
(Michael Søby)
