Teater Vs lille scene danner rammen om et bemærkelsesværdigt teatereksperiment, der på trods af at det ikke synes helt vellykket alligevel fremstår ret interessant.
De tre medvirkende på scenen (Cecilie Haugaard, Rune Klenø og Mathilde Bækmark) har sammen med den talentfulde tekstbearbejder og iscenesætter Betina Grove udviklet ideen bag og manuskriptet til DIGGING DEEP. Formålet har været at undersøge, hvad der kendetegner det gode menneske – med publikum som forestillingens folkedommere.
Vi præsenteres for en række småscener – ofte inspireret af de tre medvirkendes personlige erfaringer, og skal efter hver lille scene afgive en stemme på sms, hvor man udfra en moralskala fra 1 til 5 skal bedømme i hvor høj grad noget er rent eller råddent.
Vi skal blandt andet tage stilling til om man skal være ærlig for enhver pris, hvis det kan såre eller skade et andet menneske og i hvor høj grad det er ok at drille sine søskende. Men også spørgsmål vedr. utroskab og løgne komme for folkedomstolen, som så afventer en afgørelse via en opringning til telefonboksen på scenen.
Ind i mellem disse mini-scener og de dertil knyttede afstemninger får vi nogle spøjst koreograferede scener, der bryder behageligt med de meget ordivrige scener og måske giver os en anden vinkel på de spørgsmål, der er under behandling.
Sune Skuldbøl Vraa bidrager med liflig musik, men efter en times tid er formen så småt begyndt at trætte, og vi er klar til at få en afgørelse. Men holdet bag DIGGING DEEP er et skridt foran, og vil tilsyneladende også have os til at overveje, hvorfor andres moralske vurdering af os er så vigtig?
DIGGING DEEP er hverken rent eller råddent teater, men må nøjes med tre stjerner – også efter deres egen karakterskala.
(Michael Søby)