Der er noget næsten naturstridigt over Diana Ross, som hun står der på Royal Arenas store scene omgivet af musikere og korsangere, der muligvis alle er yngre men ikke ikke mere ungdommelige end den snart 80-årige Diana Ross. Stemmen er stadig klar og ren, og midt i den aldrig svigtende glamourøse fremtoning finder man stadig en uskyld og ægthed, der går lige i hjertet.
Måske er det en del af svaret på, hvorfor Diana Ross har haft flere top 10 hits end nogen anden kvinde i musikhistorien, og hvorfor hun så relativt ubesværet også har haft succes på film og tv samt ikke mindst på scenen. Der skal mere end nogle rappe omklædninger til at fastholde et stort publikums opmærksomhed årti efter årti, og man mærker stadig en ukuelig optimisme og en smittende sødme under den overrumplende alsidige musikalitet.
Fra det indledende Supremes-medley til de mere jazzede indslag med relation til hendes Oscar-nominerede indsats i Billie Holiday-filmen “Lady Sings The Blues” mærker vi en kvinde, der modnes kunstnerisk undervejs i sin karriere. Hun kan stadig synge en smuk ballade som “Do you know, where you going to” og et heftigt hot disco-nummer som “Upside Down”, så selv halvgamle homoer kommer i tvivl om deres seksualitet.
Når hun slutter af med “I will survive”, der normalt tilskrives Gloria Gaynor, men hvis tekst giver mere mening i Diana Ross’ mund, så må man bare konkludere, at Diana Ross er så meget mere end en overlever.
Hendes optræden i Royal Arena, hvor hun også fik selskab af den datter, som hun optrådte med for 50 år siden, blev en personlig triumf, fordi hun formår at være tro mod sig selv og sine værdier, selv når populærmusikken har ændret sig radikalt.
Med taknemmelighed synger hun ekstranummeret “Thank You”, der også er titlen på hendes seneste album. Vi synger gerne med. For det er i sandhed os, der takker, Diana.
(Michael Søby)
