Med forestillinger som “Sukker”, “Det førerløse menneske”, “Det kontaktløse forhold” og “Det sidste farvel” har Det Olske Orkester vist viljen og talentet til at gå andre veje end de gængse indenfor dansk teater.
Deres seneste forestilling “Det Vandrende Menneske” forsøger at forklare og formidle 300 års kolonihistorie på under halvanden time samtidig med at man vil give os en forklaring på, hvordan og hvorfor Kalaalit Nunaat blev til Grønland. Et så ambitiøst projekt synes næsten dømt til at mislykkes, men selvom det endelige resultat ikke kan betragtes som helstøbt, så er der heldigvis oplivende momenter at glæde sig over.
Dramatikerne Naja Dyrendom Graugaard og Lotte Faarup (sidstnævnte har også iscenesat forestillingen) tager udgangspunkt i pigen Malou, der i 1978 bliver en af de grønlændere, der kommer til Danmark – i dette tilfælde Ålborg – for at bo hos en dansk plejefamilie og for at oplæres i dansk kultur.
Her får hun besøg af en imødekommende men nærmest håbløs naiv og temmelig påtrængende antropolog, og derfor beslutter Malou sig for at gå. Baglæns – tilbage i historien for at finde de svar, hun ikke selv kan give.
På denne rejse i fortiden møder hun en mytisk fuglefigur, der taler grønlandsk, så den kun dansktalende del af publikum i lighed med antropologen bliver hægtet. Det giver mening, men bliver i længden frustrerende, og måske heller ikke fornuftigt, hvis man gerne vil have publikum til at forstå mere komplekse problematikker.
Forestillingens største gevinst er Nina Sikkersoq Kristoffersen, der fænger og fascinerer både med ord og bevægelser fra start til slut. Elisabeth Heilmann Blind har en magisk udstråling som den fabelagtige fuglefigur.
Men Rikke Liljenberg som antropologen og Øyvind Kirchhoff som et håbløst teatermenneske, der bliver talerør for den problematiske missionær Hans Egede, kan intet stille op med deres klichétunge roller, der fremstår som forestillingens største problem.
Med så stort et forarbejde virker det ubegribeligt, håbløst gammeldags og fremfor alt ærgerligt, at man ikke har formået at skabe mere komplekse portrætter af repræsentanter fra det officielle Danmark. Det er som om, at budskabet har været givet på forhånd, og det er i grunden trist, for det åbner ikke nye døre.
Heldigvis begynder Malou at gå fremad – mod den rige fortid, som Kalaalit Nunaat altid har haft, og det lover i det mindste godt for fremtiden.
(Michael Søby)
