DET SIDSTE PARADIS PÅ JORD

★★★★☆☆

Hvis man synes der er noget usædvanligt ved filmen DET SIDSTE PARADIS PÅ JORD, så er det rigtigt. For det er simpelthen den første film, som er indspillet på den afsidesliggende ø Suðuroy på Færøerne.

Den talentfulde færøske instruktør Sakaris Stórá debuterede i 2017 med “Dreams by the Sea” og hans nye film fremstår som en nænsom og indtrængende kærlighedserklæring til Færøerne.

Filmen handler om en ung mand ved navn Kári, der efter moderens død står med ansvaret for sin lillesøster Silja, mens deres far er ude og fange fisk. Kári prøver at tjene lidt penge på fiskefabrikken, så de har lidt at klare sig for, men fabrikken er lukningstruet, og en fremtid på den isolerede ø synes tæt på håbløs. Kári er også forelsket i en ung pige, men hun vil rejse bort, og spørgsmålet er også, om Kári ikke har nok at se til?

Sámal H. Hansen er et sympatisk bekendtskab som Kári og debutanten Bjørg Brynhildardóttir Egholm gør ligeledes indtryk i rollen som lillesøsteren Silja. Filmens fineste præstation gives af den færøsk-danske skuespillerinde Annika Johannessen som Káris potentielle svigermor. Annika Johannessen har ydet mange fine teaterpræstationer – også i Danmark, senest i Nordjylland på bl.a. Aalborg Teater og Vendsyssel Teater.

DET SIDSTE PARADIS PÅ JORD er betagende fotograferet – ikke bare naturscenerierne, men også nærbilleder, der afslører alt det usagte – og det er en del i denne del af verden.