GLiMT Amager og DYNAMO er gået sammen om at producere DET SIDSTE MÅLTID, en virkelig original og medrivende forestilling, der formår at appellere til et publikum, man normalt ikke ser i teatret – ikke mindst i lokalmiljøet på Amager.
Lars Lindegaard Gregersen, GLiMT AMAGERs velklædte kunstneriske leder, byder høfligt velkommen i Maskinhallen på Sundholmvej 28A, Kbh S. Aftenens gæster placeres ved de hestesko-formede langborde med de hvide duge til lyden af blid klavermusik, og man føler sig således veltilpas allerede inden, at forestillingen er gået i gang.
Ved hver plads står der to ingredienser til den aperitif , som man senere bliver vejledt i at mixe. Lars Lindegaard Gregersen og hans talrige instrumenter er placeret for enden af hesteskoen, og med imponerende alsidighed får han skabt en magisk musikalsk ramme for forestillingen. De fire dansere, der viser sig at sidde sammen med gæsterne, assisterer også musikalsk undervejs bl.a. med sang og spil på sav og klarinet.
Festen, vi deltager i, kan i princippet være både en barnedåb, et bryllup, en 50-års fødselsdag eller et guldbryllup, i al fald et nedslag i en livscyklus, der inviterer til livets store spørgsmål. Hvem er vi og hvad drømmer vi om at opnå, inden det er for sent?
Der er også noget sanseligt søgende over de fire dansere, der også udfolder sig akrobatisk sammen og hver for sig på tværs af alder og køn: To mænd og to kvinder, der alle leder efter svar.
DET SIDSTE MÅLTID er ikke som sådan en madforestilling, men vi får et lille stykke brød til forret, hvilket kan give religiøse associationer – især sammenholdt med aperitiffens rødlige skær. Da hovedretten skal serveres, dukker hovedet af den ene af danserne op på serveringsbordet, og hvor appetitlig man end måtte synes denne danser er, fornemmer man en vis lettelse, da vi i stedet spises af med gulerodsstykker. Danserne er dog ikke blege for at indtage eventuelle rester undervejs – et tankevækkende billede på den armod, som mange kunstnere stadig må leve med.
På elegant vis får man ryddet bordene og fjernet de hvide duge, og langebordene viser sig at bestå af en række mindre borde, som nu indgår i en del af dansernes akrobatiske udfoldelser samtidig med at scenografien ændrer sig.
Pludselig får man etableret en line mellem på tværs af Maskinhallen, og snart oplever vi den svære balancekunst, som den menneskelig tilværelse også er, udspille sig for vore øjne.
På forunderlig vis formår de fire dansere Fridamy Roth, Karl Dahl, Ambre Ros og Antoine Dupeyrot at berøre os med deres kropslige udfoldelser, og en vis melankoli præger også den musik som komponisten Camilla Bang har bidraget med.
Med den talentfulde kropskunstner Joen Højerslev som medinstruktør og dramaturgisk konsulent har iscenesætteren Lars Lindegaard Gregersen formået at skabe en eksistentiel danseforestilling, der med lige dele humor og alvor berører os længe efter, vi har forladt Maskinhallen på Amager.
(Michael Søby)
