Bådteatret i Nyhavn lægger scene til noget så sjældent som en poetisk sorgkabaret. Michael Skytte er forestillingens producent og instruktør, og han har ladet sig inspirere af Ea Hvarres digt- og novellesamling ”Til livet os skiller”.
Line Staun Jensen, en af forestillingens tre medvirkende, har skrevet nogle fine melankolske sange og fået assistance til de smukke tekster af bl.a. Michael Skytte, forestillingens dramaturg Anja Ohlsen, scenografen og lysdesigner Sebastian Just og skuespiller Anders Budde Christensen.
På scenen ledsages Line Staun Jensen af erfarne skuespillere som Martin Bo Lindsten og Amalie Dollerup. Martin Bo Lindsten skildrer frustrationen og fortvivlelsen over at miste en af sine kære, og forvalter den afsluttende monolog i den knap fem kvarter lange forestilling med hjertevarme i stemme og udtryk.
Forestillingens følelsesmæssige højdepunkt bliver dog Amalie Dollerups dybtfølte fortolkning af en vise, hvori hun tager afsked med sin lille dreng. Man kan mene, at den dramatiske krydsklipning mellem drengens stemme og de forskellige vers i visen nærmer sig det rørstrømske, men Dollerups sang og spil i denne scene føjer sig til højdepunkterne i hendes karriere.
DET MØRKEBLÅ er en forestilling, som klæder Bådteatret, og selvom den har scener, der ikke bliver så sorgfulde, som de burde, så er det en forestilling, der nok skal gøre indtryk på alle, som ser den.
(Michael Søby)


