Af alle fyrtårnene indenfor den moderne dans i Danmark er koreografen og danseren Palle Granhøj den mest poetiske. Det fremgår heldigvis med al ønskelig tydelighed af DET ER IKKE MÅRUP KIRKE, afslutningen af hans trilogi om tab og længsel efter ”This is Not Swan Lake” og ”This Is Not Romeo and Juliet”, og den mest personlige af de tre.
Palle Granhøj tager os nemlig med tilbage sin hjemegn, hvor den historiske bygning Mårup Kirke (kendt fra Gabriel Axels Oscar-vinder ”Babettes Gæstebud”), blev bygget helt tilbage i 1202. Tidevandet øgede efterhånden risikoen for, at kirken styrtede i havet, og derfor blev det besluttet, at man på møjsommelig vis ville nedtage kirken sten for sten for at genopføre den på mere sikker grund. Det lykkedes at nedtage den, uden at så meget som en sten gik til grunde.
Men kirken blev aldrig genopført og stenene blev i stedet knust til grus. Granhøjs eget sommerhus i samme egn forsvandt i havet.
Palle Granhøj bidrager selv med en bevægende afskedsdans, og lader sine fire fortræffelige dansere finder udtryk for de savn og afsavn, vi møder gennem livet.
Dominyka Markevičiūtė viser en næsten barnlig sårbarhed, mens man endnu er bundet til sin hjemstavn. Unge Povilas Jurgaitis bringer med sine mimiske udtryk og lyriske bevægelser mindelser om Jean-Louis Barrault fra Marcel Carnés udødelige mesterværk ”Paradisets børn” når han forsøger at flyve ud i den verden, som han lige har opdaget.
Sofia Pintzou skildrer på rystende vis kærlighedens snærende bånd og Marius Pinigis viser os på skræmmende vis, hvordan en barsk tilværelse gradvis kan begrænse vores evne til at udfolde os.
Med gummibånd som eneste redskaber når Palle Granhøj og hans dansere utrolige resultater via hans velkendte obstruktionsteknik, som også de fremragende musikere Dalia Dėdinskaitė og Gleb Pyšniak får at mærke, for ingen undslipper de begrænsninger, livet byder os.
Anne Eisensees glødende solosang suppleres smukt af det nordjyske kor ”Herrer med Humle”, så den autentiske stemning indfinder sig, selvom man denne aften befinder sig på Teater V i Valby. Det er ikke Mårup Kirke – men dog et sted, der formår at vække store følelser på en aften som denne.
(Michael Søby)
