Brasiliansk film oplever i disse år i den grad en renæssance på den internationale filmscene, og det er fuldt fortjent. Det er bestemt ikke første gang, at brasiliansk film markerer sig, men tidligere internationale triumfer blev glemt efter at amerikansk film i urimelig grad dominerede filmmarkedet i 1970’erne i kølvandet den italienske neorealisme (fra midt i 40’erne til midt i 50’erne) og den franske nybølge (fra sidst i 50erne til sidst i 60erne).
Men allerede i 1930 havde Brasilien gjort sig bemærket med eksperimenterende film som f.eks. Humberto Mauros ”Den brutale bande” (”Ganga Bruta”). I 1944 opnåede Brasilien sin første Oscar-nominering for sangen ”Rio de Janeiro” fra filmen ”Brazil”, en af tidens populære samba-film. Filmens lokale stjerne Aurora Miranda blev dog overstrålet af søsteren Carmen Miranda, der i 40’erne var stjerne i diverse amerikanske latino-musicals iført gloriøse kostumer.
Den farverige ”Black Orpheus” fra 1959 var et moderne mytisk og musikalsk kærlighedsdrama, der udspillede sig ved karnevallet i Rio, men Brasilien var kun medproducent på filmen, så det blev Frankrig, der inkasserede både guldpalmen i Cannes og Oscar’en i Hollywood. Men tre år efter tildeles Anselmo Duarte guldpalmen i Cannes for det religiøse drama ”O Pagador de Premessas”, der også bliver Oscar-nomineret i kategorien bedste internationale film under den internationale titel ”Keeper of Promises”).
Med ungdomsoprøret sidst i 60’erne opnåede den brasilianske Cinema Novo-bevægelse også international genklang med Glauber Rochas ”Antonio Dræberen”, som et af nøgleværkerne.
Den erotiske frigjorthed, der prægede brasiliansk film fra midten af 70’erne kulminerede internationalt med ”Dona Flor og hendes to mænd”, men også Oscar-nominerede dokumentarfilm som ”Raoni” og ”El Salvador: Another Vietnam” satte fokus på brasilianske filmskabere.
80’ernes betydeligste brasilianske filmskaber blev dog Hector Babenco, hvis rystende portræt af en brasiliansk gadedrengs liv i filmen ”Pixote” førte til gennembrud i Hollywood. ”Edderkoppekvindens kys” indbragte William Hurt en Oscar, og både Jack Nicholson og Meryl Streep opnåede Oscar-nomineringer for ”Jernurt” (”Ironweed”).
Fernando Meirelles fik også Oscars opmærksomhed med ”City of God”, men begejstringen for instruktøren dalede unægtelig, da det kom frem, hvordan han havde behandlet børnene i filmen under optagelserne.
Walter Salles er navnet på Brasiliens største instruktør i dette århundrede, men trods indlysende flere kunstneriske kvaliteter tabte Walter Salles’ ”Central Station” Oscar’en i kategorien bedste udenlandske film til den skamløst sentimentale italienske tårerperser ”Life is Beautiful”. 26 år senere er Walter Salles tilbage i Hollywood med “I’m Still Here”, en rystende skildring af tilværelsen under det brasilianske militærdiktatur, og inkasserer endelig den Oscar-statuette, han burde have fået for sit hovedværk ”Central Station”, der i lighed med ”I’m Still Here” har Brasiliens største skuespiller Fernanda Montenegro på rollelisten.
På samme måde som den første danske Oscar-triumf ”Babettes gæstebud” banede vejen for ”Pelle Erobreren” og Dogme-filmene, har Walter Salles’ Oscar-sejr også tilført brasiliansk film ny vitalitet og flere penge.
”The Secret Agent” opnåede en del priser i Cannes samt Oscar-nomineringer, og nu får vi så endelig ”Den Blå Spor” – en kun tilsyneladende dokumentarisk spillefilm af Gabriel Mascaro, der modtog den store jurypris på filmfestivalen i Berlin for sin bemærkelsesværdige indsats.
I løbet af 85 minutter skildrer han med magisk realisme, der leder tankerne hen på værker som Vittorio de Sicas ”Miraklet i Milano”, hvordan en 77-årig kvindes liv forandrer sig radikalt.
Tereza (spillet med en munter ukuelig djærvhed af Denise Weinberg, der allerede har udløst en del filmpriser) har modtaget en medalje fra den brasilianske regering som tak for sin indsats på det arbejdsmarked, som hun stadig arbejder for. Pointen er bare, at med medaljen følger et krav om, at hun og alle de andre aldrende modtagere skal sige deres job op for at give plads til de unge og flytte til ældrekolonier udenfor byen.
Det er Tereza slet ikke indstillet på, hun har stadig meget, som hun gerne vil opleve, så hun begiver sig på en rejse, der tager nogle helt vilde drejninger undervejs og åbner hendes sind for helt nye oplevelser, som hun aldrig ville have troet mulige.
På sin rejse møder hun en forsumpet sejler, som spilles af en nærmest ukendelig Rodrigo Santoro, en af Brasiliens største filmstjerner Rodrigo Santoro. Det var ham, der gav Laura Linney sit livs filmkys i ”Love Actually”, men hans allerfineste præstationer har faktisk været i centrale brasilianske film: Sønnen, der gør oprør mod faderens hævngerrighed i Walter Salles ”Bag solen” (”Abril Despedaçado”) og transen Lady Di i Hector Babencos fængselsfilm ”Carandiru”. I DET BLÅ SPOR bekræfter han atter sit store talent og sin kunstneriske nysgerrighed.
DET BLÅ SPOR er et bevægende syretrip, som bekræfter brasiliansk films vitalitet. En livsbekræftende roadmovie for de emotionelt eventyrlystne.
