Inger Christensens DET udkom i 1969 og blev en øjeblikkelig succes.
Visesangerinden Pia Raug bidrog til at gøre de til tider vanskelige digte mere folkelige via LP’en af samme navn. Skuespilleren Gerd Schottländer fik som den første lov til at dramatisere DET, og modtog mange roser for sin lyriske fortolkning i Palle Bergs enkle og elegante scenografi på BaggårdTeatret i 1989.
Siden har blandt andre Karen-Lise Mynster båret den kunstneriske fakkel videre, og bidraget til, at teksten stadig får mulighed for at vise sin relevans på en scene.
Men hvor den første opsætning af DET brugte alle Inger Christensens ord fra epilogen til DET, så fremstår DET på Odeons lille scene i Odense snarere som en musikalsk mosaik.
Den tidligere danser Esther Lee Wilkinson har i sin bearbejdelse fokuseret på musikken i Inger Christensens sprog og allieret sig med komponisten, musikeren og sangerinden Hannah Schneider. Det viser sig at være lidt af et scoop, for Hannah Schneiders blide toner klæder Inger Christensens delikate sprog, både når musikken ligger under ordene og når den er instrumental. Hannah Schneider popper selv op på scenen som pianist, og som sangerinde fortolker hun smukt brudstykker af Inger Christensens ord, der bliver hængende i ens bevidsthed længe efter.
Men DET er også velsignet med skuespillere fra Danmarks bedste teaterensemble på Odense Teater, og de får alle mulighed for at vise nye facetter af deres talenter i Esther Lee Wilkinsons fine koreografisk iscenesættelse.
Scenograferne Marie Chemnitz og Johan Kølkjær giver skuespillerne plads til at udfolde sig på deres magiske ø: En slags pangæe, der fandtes før verden før blev splittet og opdelt i kontinenter. Her bevæger menneskene sig rundt – i starten søgende og sanselige, men også egoistiske og sårbare.
Claus Riis Østergaards synger poetisk om manden 8611, der drømmer om frihed. Iført en foruroligende turban gør Malene Melsens porøse kvinde et betydeligt indtryk, og hun ender med at tale til os fra graven omgivet af blomster.
Benjamin Kitter, der selv er lidt af en kamæleon som skuespiller, tager dyrisk form efter at han med vid har spiddet den intellektuelle elite ved middagsbordet. Klaus T. Søndergaard forvandler sig til en hvid klovn, der snart får karakter af en dæmonisk “Joker” (jvnf. Joaquin Phoenix-filmen af samme navn) med trang til at etablere sit eget kontinent.
Unge Viktor Pascoe Medom klarer sig flot blandt branchens bedste, især når han giver sig hen til forundringen over den verden, der omgiver ham. Sartheden klæder Viktor Pascoe Medoms talent. Louise Davidsen synes undervejs at afspejle den stigende aggressivitet i samfundet og gør det med overbevisning.
Til slut får Inger Christensen selv ordet og samler vores oplevelser af en verden i konstant forandring. Vi indser genialiteten i hendes forfatterskab, og hvorfor DET vedbliver med at være en dybt relevant tekst at beskæftige sig med – også på en scene.
(Michael Søby)
