DER LIGGER EN SORT HØJHÆLET SKO PÅ KØREBANEN af Ulla Koppel. Forlaget Mellemgaard.

★★★★☆☆


Ligesom Ulla Koppel altid har formået at udnytte pladsen i Verdens mindste teater, som hun grundlagde i 2008, forstår hun også at bruge hver en linje i hendes seneste 57 sider korte bog DER LIGGER EN SORT HØJHÆLET SKO PÅ KØREBANEN.

Den sorte højhælede sko sætter gang i fantasien og rejser en lang række spørgsmål: Hvor kommer den fra? Hvor er dens makker? Og hvordan er den havnet på kørebanen?

Skoen viser sig at tilhøre en kvinde, der blevet filmet, mens hun blev myrdet af sin mand på en café for øjnene af deres 12-årige datter. Denne hændelse giver anledning til en række betragtning om de mange aggressive handlinger i vor samtid. På trods af Me Too-bevægelsen og talrige initiativer for at imødegå krig og klimakriser er vor klode stadig domineret af en maskulin tankegang, der tillader kvindehad, krigshandlinger og miljøsvineri.

Ulla Koppel formår at adressere disse emner i en poetisk billedskabende form, der rammer os i sindet, fordi hun undgår de løftede pegefingre, men blot viser os den verden, hun ser.

For selvom det brutale mord på kvinden i caféen kan ses som en enkelstående handling, så vidner de mange enlige sko på ladet af den lastbil, der næsten smadrer den sorte højhælede sko til sidst, at der er mange lignede historier derude, og at opgøret med den brutale maskulinitet kun lige er begyndt.

(Michael Søby)