”Der findes kun én Askepot. Resten af os, der kæmper for at kunne passe skoen, er stedsøstre.” Sådan siger Emilie Blichfeldt, manuskriptforfatteren og instruktøren bag den norske gyserkomedie DEN STYGGE STEDSØSTER.
Her får vi hele Askepot-eventyret set fra et helt nyt perspektiv, nemlig stedsøstrenes. Et perspektiv uden kvidrende fugle og prinsen på den hvide hest.
Filmen lægger sig i kølvandet på Coralie Fargeats “The Substance”, hvor Demi Moore nær havde vundet en Oscar for at spille en forynget skuespillerinde, men skæbnens ubarmhjertige ironi ville, at filmens sminkehold modtog filmens eneste Oscar.
På lignende måde må Lea Myren også knokle med den fysisk krævende rollen som stedsøsteren Elvira, der må igennem de værste transformationer for blot at blive prinsesse-kandidat, og alligevel er det igen sminkeholdet (og til dels de visuelle effekter), der løber med opmærksomheden.
Flo Fagerli er fin som den empatiske lillesøster Alma, mens den Askepot-agtige Agnes varetages mere anonymt af Thea Sofie Loch Næss. Så foretrækker man faktisk Ane Dahl Torps liderlige stedmor, et noget andet rollefag for Ane Dahl Torp end da hun spillede titelrollen i “Kammerat Pedersen”.
Filmens mænd gør sig primært bemærket gennem deres erektioner, og det giver faktisk god mening i denne sammenhæng.
Æstetisk forekommer filmen betydelig mere gammeldags end “The Substance”, men vovemodet mangler dog ikke. Man nyder også danske Manon Rasmussens klassiske kostumer. Man bør ligeledes anerkende den friske og humoristiske tilgangsvinkel til stoffet, men heller ikke Emilie Blichfeldt undgår, at filmens budskab drukner i splat. Synd – for her var endelig et nordisk gyserprojekt, der havde potentiale til noget andet og mere.
