Efter at have iscenesat vikingespil i en årrække takker Louise Schouw nu af – men kun på den front – for at hellige sig andre opgaver. Heldigvis slutter hun med bravour takket være forestillingen med den passende titel DEN SIDSTE VIKING, der bygger på en relativ stærk historie om den norske konges bror Harald – senere kendt som Harald Hårderådes – og hans to venner Frode og Bjørns kamp for ære og kærlighed.
Magiske stednavne som Kænugård og Miklagård, Konstantinobel og Anatolien bidrager til fortællingens eventyrlige præg. 6 lurblæsere i prægtige kapper, der kunne gøre tanterne Brun, Grøn og Lilla misundelige, hensætter os øjeblikkeligt til vikingetiden. Vi får ikke blot fægtescener i både første og anden akt, men også farverige springvand og vikingeskibe både til vands og til lands.
Det store scoop i rollebesætningen består i at have den varme og livskloge Ib Paasch Nielsen som fortælleren Gamle Vik og Søren Paasch Nielsen som den flotte og renfærdige Frode – af årsager der først giver mening mod slutningen. Også familien Hildebrandt Axelsen har ære af deres medvirkende: Mette i rollen som den overskudsagtige Tora og Sophie som forelskede Katla.
Benjamin Slot Beck som Harald og Rolf Aalestrup Lynggaard som Bjørn har skam også deres rørende øjeblikke. I sideroller fryder man sig over Linda Andresen som den furiose Zoe, Mikkel Klinge Vandkær Thomsen som den (selv-)gode Magnus og et væld af nuttede børn, der også tager del i lokationændringerne på ganske raffineret og farverig vis.
Louise Schouw giver følelserne plads i denne forestillingen, der er hendes mest dristige rent emotionelt og som ikke holder sig tilbage med brugen af filmisk underlægningsmusik. Men netop det storladne klæder faktisk denne opsætning, for hvis man i skildringen af vikingetiden ikke tør vove den indre passion og den dybe lidenskab, hvordan bliver historier som denne ellers troværdige? Louise Schouw tør, og det lover godt for hendes fremtid i dansk teater.
(Michael Søby)
