Teaterdirektør Pia Jette Hansen fortjener uforbeholden ros for, at vi nu kan se og opleve en forestilling, der på godt og ondt viser os samhørigheden mellem Grønland og Danmark.
Dramatikeren Jesper B. Karlsen tager os med på den femte Thuleekspedition (ud af syv), der fandt sted i perioden 1921-1924. Vi er i selskab med polarforskeren Knud Rasmussen og Arnarulunnguaq, og selv mere end100 år efter er Knud Rasmussen stadig kendt for sine bøger samt manuskript til filmen ”Palos brudefærd”, der også omtales i forestilling.
Arnarulunnguaq er derimod stort set ukendt i dag, selvom Knus Rasmussen var den første til at understrege hendes betydning, og forestillingens undertitel ”Uden dig er jeg ingen” afspejler dette. Ingen af dem kunne have klaret turen uden den anden, og også Arnarulunnguaq modtog hæder fra Det Danske Kongehus. Men hun var ikke den samme, da hun vendte hjem på grund af en fælles tragedie undervejs, og deres veje skiltes, da de vendte tilbage til civilisationen.
Casper Phillipson tegner et tankevækkende og ikke ukritisk portræt af den berømte og kvindekære Knud, der kunne begå sig overalt, og som elskede Arnarulunnguaq (mens hans hustru snarere blev respekteret som hans børns mor). Knud Rasmussen var faktisk selv 1/16 del grønlænder og elskede Grønland af hele sit hjerte. Men for Arnarulunnguaq var Grønland i endnu højere grad en del af hendes identitet, og i stykket fornemmer man også hendes bange anelser for fremtiden med hensyn til Grønland og grønlandsk kultur.
Nukâka Coster-Waldau spiller Arnarulunnguaq med både krop og sjæl. Hendes sangstemme synes at udspringe fra urkræfterne i hendes indre og vi er ikke i tvivl om, hvorfor Knud Rasmussen har forelsket sig i denne temperamentsfulde kvinde, der tydeligvis kunne give ham det modspil, han havde behov for. Nukâka Coster-Waldau giver hende et format og en værdighed, så man fristes til at kalde præstationen for karrierens fineste.
Jesper B. Karlsens manuskript er dramaturgisk problematisk flere steder undervejs, men stadig mere interessant end mere formfuldendte skuespil, og Kamilla Bach Mortensen holder forestillingen på sporet hele vejen.
Den scenografiske konsulent Benjamin La Cour får virkelig sat sit aftryk på forestillingen med sin enorme visuelle flair – godt hjulpet af videodesigneren Søren Knud. Også forestillingens lydside – ikke mindst Nukâka Coster-Waldau og Jens Simonsens musik bidrager til at give forestillingen en autenticitet, der er væsentlig for et projekt som dette.
Flere ekstra forestillinger er allerede sat i salg, men vent ikke for længe med at købe billetter til denne ganske usædvanlige men overvejende vellykkede forestilling.
(Michael Søby)
