Fredrik Wikingsson og Filip Hammars dokumentarfilm om en rejse sydpå med en døende far, der har mistet livslysten, lyder måske ikke som nogen munter oplevelse, men det er det faktisk. Men DEN SIDSTE REJSE (“Den sista resan”) er faktisk forbløffende fornøjelig, og til tider også rørende, indtil sentimentalitet tager overhånd.
Filmen har været en enorm succes i Sverige, og den emmer også af almen livsvisdom, som både den gamle far og hans søn (Fredrik Wikingsson) kan lære noget af. På 90 minutter får vi et indblik i faderens arbejdsliv, og da den del af tilværelsen er forbi, var det meningen, at han og konen skulle rejse. Men i stedet synker faderen længere ned i sofaen og får aldrig taget sig sammen til at komme afsted til sit elskede Frankrig.
Sønnen Frederik og hans gode ven Filip skaffer derfor en bil magen til den, som faderen kørte i, da han var ung, og snart er de på vej. Men helbredet er ikke, hvad det har været, og turen ændrer da også karakter undervejs. Forholdet mellem far og søn kommer da også på en prøve, men kærligheden sejrer naturligvis til slut, og DEN SIDSTE REJSE er og bliver livsbekræftende, selvom man bestemt ikke er enige i alle sønnens beslutninger.
