Fortiden vækkes på magisk vis til live i Richard Linklaters bedste film siden mesterværket ”Boyhood”. Vi oplever selve tilblivelsen af Jean-Luc Godards gennembrudsværk ”Åndeløs”, der gjorde Jean-Paul Belmondo og Jean Seberg til verdensstjerner.
Jean-Luc Godard, der må have været en prøvelse for enhver fornuftig producent, har ikke tænkt sig at lave sin debutfilm ligesom andre. Godard (raffineret portrætteret af Guillaume Marbeck) foretrækker korte hurtige optagelser, men han er også lunefuld og kan pludselig aflyse alle dagens optagelser, fordi han ikke føler sig inspireret.
Linklater har tydeligvis respekt for Godards enegang i filmkunsten, men kan heller ikke lade være med at more sig over Godards dårskaber og det smitter heldigvis.
DEN NYE BØLGE (”Nouvelle Vague”) er fyldt med fine præstationer af relativt ukendte skuespillere, og Aubry Dullin og Zoey Deutch har tilmed en vis fysisk lighed med Belmondo og Seberg.
Men filmens sande stjerne er filmfotografen David Chambille, der formår at trylle selve stemningen fra Godards film og datidens Paris ind i sine billeder. Man må derfor også håbe, at Linklaters anden film i år, den fremragende ”Blue Moon”, også får officiel dansk biografpremiere, for den understøtter det indtryk, vi får af DEN NYE BØLGE: At Richard Linklater er tilbage i kunstnerisk topform.

