Den allestedsnærværende Simon Stephens (manden bag de roste Tjekhov-bearbejdelser “Mågen” (Odense Teater) og den biografaktuelle “Vanya”) fik sit internationale gennembrud med sin bevægende teaterversion af Mark Haddons roman DEN MYSTISKE SAG OM HUNDEN I NATTEN.
Danmarkspremieren fandt sted i 2013 på Betty Nansen Teatrets store scene i Kamilla Bach Mortensens mesterlige iscenesættelse, og kort tid efter modtog Thure Lindhardt Teaterpokalen for sin uforglemmelige præstation som teenageren Christopher, der på trods af diagnosen “autismespektrumforstyrrelser” forsøger at trænge til bunds i DEN MYSTISKE SAG OM HUNDEN I NATTEN.
Aalborg Teaters opsætning på teatrets største scenen bekræfter stykkets kvaliteter – både som portræt af en handikappet drengs evne til at overvinde store udfordringer og som en eksistentiel familiekrønike, hvori tilgivelse synes at være den eneste vej fremad.
Scenografen Laura Rasmussen når langt via diverse effekter (visuelle såvel som lydmæssige) med sit forsøg på at formidle historien, som Christopher oplevede den inde i sit hoved. Dog uden helt at kunne distancere sig fra Eilev Skinnarmos teknisk banebrydende scenografi i den danske originalopførelse.
På samme måde yder Patrick A. Hansen karrierens vel nok smukkeste indsats som den sårbare og dog stærke Christopher, men den detaljerigdom, der var i Thure Lindhardts præstation, kommer han trods alt ikke i nærheden af. Det ændrer ikke ved, at både Patrick A. Hansen og Aalborg Teater kan være stolte af resultatet.
Camilla Gjelstrup og navnlig Lars Topp Thomsen gør god fyldest som forældrene, og Clara Josephine Manley oser af hjertevarme som forestillingens medfortæller. Der klovnes lige rigeligt i de mindste roller, men Marie Knudsen Fogh, som til sommer gæster CPH STAGE i sit livs rolle som Anita i Anita-trilogien, er naturligvis fortræffelig som kvinden, der forsøger at forstå og hjælpe Christopher.
Martin Nyborgs iscenesættelse forekommer en smule anonym, men effektiv, og man tvivler aldrig på, at hjertet er på rette sted. Bliver man siddende ca. tre minutter efter fremkaldelserne, får man som bonus en sød ekstra scene med den hovedkarakter, som man på godt to-en-halv time er kommet til at kende og elske.
(Michael Søby)
