Findes der efterhånden nogen anden dansk forfatter, der formår at formidle den danske kulturhistorie så levende som Henrik Engelbrecht? Denne gang har han kastet sig over DEN MØRKLAGTE MUSIK eller som det hedder i bogens præcise undertitel: Dansk musikliv under besættelsen.
Bogen er en åbenbaring af uvurderlig viden garneret med et udsøgt billedmateriale og detaljerige appendikser. Her finder man både en oversigt over teaterrepertoiret under besættelsen (herunder revyer, operaer og andre former for musikteater) samt et stikkerbrev fra amatørmusikeren og bogforlagsdirektør Bjørn Erichsen til Werner Best, Hitlers mand i Danmark.
Man fornemmer i den grad, hvordan den danske regerings samarbejde med tyskerne også havde indflydelse på den personlige moral i Danmark, og bidrog til at skille vandene. På den ene side de danske modstandsfolk og på den anden medlemmerne af det danske nazistparti DNSAP.
Men som Henrik Engelbrecht påpeger i bogens efterskrift; ”den personlige sorg er nok lige stor, hvad enten ens far eller mand er faldet i modstandskampen eller som SS-frivillig på østfronten – men i samfundets øjne er forskellen enorm.”
Henrik Engelbrecht konkluderer også, at mange af de danskere, der sluttede sig til nazisterne ikke nødvendigvis gjorde det af ideologiske årsager, men fordi de så en mulighed for at gavne deres egne karrierer på bekostning af andre.
Føromtalte Bjørn Erichsen blev efter krigen idømt 10 års fængsel, men justitsministeren greb ind og dommen blev ikke blot halveret, men de resterende tre år blev gjort betingede. Bjørn Erichsen blev således en fri mand i foråret 1948, men i Nørrebrorevyen samme sommer leverede Liva Weel en ætsende satire om ”en af de gutter, der pynter på byen”.
”Men minist’ren sa’ ”Snip, Snap, og Snude” og så var Bjørn Erichsen ude!”
Han flyttede hjem til mor, som ikke blot købte et nyt hus til ham, sørgede for at han kunne leve et liv i luksus med talrige rejser til Rivieraen og finansierede sønnens comeback-koncert. Men Bjørn Erichsen brød sammen under koncerten og indfriede aldrig de forventninger, han havde til sig selv.
Bjørn Erichsen er blot en af de mange skæbner, vi møder i bogen. Vi får således også kendskab til Jens Asbys tyskervenlige propaganda-revy på Frederiksberg med Gerda Madsen og Carl Viggo Meincke, der ligesom Asby var medlem af det danske nazistparti.
Knap 600 sider kan lyde af meget og DEN MØRKLAGTE MUSIK er da også en overvældende oplevelse. Så bredt et perspektiv på den danske musikbranche under besættelse har vi aldrig haft før, og Henrik Engelbrechts bog er intet mindre end en bedrift af de store.
(Michael Søby)
