Leïla Bekhti fik sit gennembrud i 2010 med “Tout ce qui brille”, der indbragte hende en César som årets kvindelige håb i fransk film. Siden er det også blevet til César-nomineringer i film som “La source des femmes” (2011), “Le grand bain” (2018), “Rastløs” (2021) og senest “Je verrai toujours vos visages” (2024), hvor hun blev besejret af sin medspillerske Adèle Exarchopoulos (“Adèles liv – kapitel 1 & 2”) . Nu spiller hun hovedrollen som den feterede Lili d’Angely, der i 1900-tallets Paris skjuler sin lille indlæringshæmmede datter af frygt for omtale.
Men Lili må snart erkende, at både hun og datteren har brug for hjælp, og hun opgiver sit glamourøse liv i Paris og rejser til Rom for at opsøge den berømte italienske børnepsykolog Maria Montessori. Det viser sig, at de to kvinder har en form for skæbnefællesskab, for også Maria må skjule sit indlæringshæmmede barn – en søn, for at hellige sig andre børn. De to kvinders fællesskab får dem til at forene kræfter, for begge har de mærket omkostningerne ved at leve og arbejde i mandsdomineret verden.
Léa Todorovs fine periodeskildring danner udgangspunkt for en gribende og tankevækkende historie, der er baseret på virkelige hændelser. Maria Montessori fik med tiden endelig den anerkendelse, hun fortjente, og hendes metoder revolutionerede behandlingen af indlæringshæmmede børn.
Jasmine Trincas portræt af Maria Montessori er blot endnu et højdepunkt i en flot karriere, der ligesom Leïla Bekhtis har været noget overset i Danmark. Jasmine Trinca filmdebuterede i en alder af 20 år i som datteren i Nanni Morettis guldpalme-vinder “Sønnens værelse”. Siden fulgte bemærkelsesværdige indsatser i Marco Tullios Giordannas “En italiensk familie”, Nanni Morettis “Mig og Berlusconi” og Bertrand Bonellos “Saint Laurent”, og hun oplevede et personlige karrierehøjdepunkt med Sergio Castellittos “Fortunata”, der i 2017 indbragte hende Un Certain Regard-prisen for sideprogrammets bedste kvindelige skuespillerpræstation på filmfestivalen i Cannes.
Det er ikke mindst samspillet mellem de to skuespillerinder, Leïla Bekhti og Jasmine Trinca, der har gjort DEN MODERNE KVINDE til en velfortjent filmsucces – også udenfor det sydlige Europa. Det fortjener den også at blive i Danmark.