Det er dejligt, at Det Kongelige Teater atter formår at skabe flotte levende teaterbilleder på deres mange scener efter nogle perioder, hvor tungt taleteater uden synderligt visuelt flair prægede repertoire. Men at dømme efter de seneste tre forestillinger er man måske gået for vidt i den retning på bekostning af sjæl og dybde?
“Don Juans Inferno”, “Under dybet” og nu DEN LILLE HAVFRUE er alle spektakulære forestillinger, hvor der er ofret mange ressourcer både på scenografi og kostumer. Men det er også forestillinger, der på besynderlig vis mangler dramatisk momentum, trods mange indlysende kvaliteter.
Anastasia Holst Nørlund har både dramatiseret og iscenesat DEN LILLE HAVFRUE på Skuespilhusets Store Scene, hvor dramatikeren har meget at takke iscenesætteren for. Julian Toldam Juhlins scenografi når et højdepunkt efter pausen med et gigantisk pariserhjul i en eventyrlig stiliseret Tivoli-scenografi – med kærlig hilsen til H. C. Andersen.
Det smukke blå-grønne hav understreges af de betagende havfruer, som Julian Toldam Juhlin har klædt forførende på, og som i Stephanie Thomasens koreografi vugger sig frem i livet. Ingen mere end havfruen Solea (yndigt fremstillet af Stephanie Nguyen med graciøse bevægelser og smuk sangstemme).
Hun vover sig op på landjorden, men må betale en høj pris for det, og forelsker sig i den unge Prins Edvard (som Lasse Steen spiller med lige dele uskyld og poesi, så vi faktisk tilgiver Prinsen for hans ungdommelige egoisme). Ligesom havfruen måtte H. C. Andersen også opleve sin elskede blive gift med en anden, men den store smerte indfinder sig aldrig på scenen. Vi nyder dog prinsens raffinerede papirklip-skjorte, for så tæt kom Andersen aldrig selv på sin elskede.
Også Rosalinde Mynster er blevet forkælet med et forrygende kostume som havheksen, der i denne udgave har et vis skæbne-fællesskab med havfruen. Rollen (og kostumet) giver Rosalinde Mynster lejlighed til at spille stort ud og dermed vise en ny side af talentet.
Charlotte Fick får især som den lille havfrues bedstemor lejlighed til at vise sine evner som karakterskuespillerinde, men hendes sang efter pause slår ikke an, blandt andet fordi at den er forsynet med nogle oprørende banale rim.
Man nyder generelt Markus Artveds jazzede musik, indtil der kommer ord på (som både han og Anastasia Holst Nørlund er ansvarlige for), og han får tilmed selv mulighed for at lufte sin kønne sangstemme i rollen som præst.
Camilla Lau finder sin indre furie frem i rollen som Prinsesse Helena, og Özlem Saglanmark lyser op blandt havheksene, hvor også Bolette Nørgaard Bang får en nydelig kongelig debut.
Vi bevæges undervejs i den to-og-en-halv-time lange forestilling, men aldrig dybt. Der nåede Katrine Wiedemann længere ned i menneskesjælen i sin forestilling “Havfruen” for knap 20 år siden.
(Michael Søby)
