Molières måske morsomste komedie har fundet vej til Odd Fellow Palæet i Bredgade, København, hvor den kan nydes udvalgte eftermiddage og aftener, hvis vejrguderne vil det. Man bør afgjort tage chancen uanset vejrudsigter, for iscenesætteren Charlotte Munksø er blevet forkælet med et frydefuldt hold skuespillere inklusiv Grønnegårds Teatrets kunstneriske leder Steen Stig Lommer.
Rigmanden Argan (overdådigt vittigt spillet af Olaf Johannessen) er hypokonder, og bruger en formue på at blive bekræftet i, at han lider af alverdens sygdomme, der må behandles med lavementer og andre af datidens odiøse behandlingsformer.
Argan får mere end almindeligt godt modspil af den kække og kvikke tjenestepige Toinette (gestaltet med raffineret vid af Ann Eleonora Jørgensen), der er træt af hans og i den grad foretrækker hans anderledes stilfulde og mindre ildelugtende bror (elegante Mikkel Arndt).
En aldeles pragtfuld Andrea Øst Birkkjær er ikke blot den fortryllende Angélique, Argans giftemodne datter, men også hendes sladdervorne lillesøster, der beretter til faderen, at Angélique har haft besøg af en ung mand (nuttet fremstillet af Tryggvi Sæberg Björnsson).
Men Argan har udset sig en ung læge til at blive Angéliques kommende ægtemand i håb om at spare penge på de talrige lægebehandlinger. Nicolai Jørgensen morer kosteligt som den gennemført kiksede unge læge, der kun kan elskes af sin ligeså omstændelige fader (Steen Stig Lommer i velgørende komisk format).
Mens alle disse intriger udspiller sig, bedrages Argan af sin pengegriske viv (en lumsk og liderlig Camilla Lau) der har allieret sig kropsligt og mentalt med Argans økonomiske rådgiver (et diskret lusket portræt udført af Mikkel Arndt).
Trine Wisbech og Charlotte Munksøs muntre bearbejdelse lader os ikke glemme, at den personlige hygiejne på Molières tid ofte blev klaret med en pudderkvast, og den hørm, som et enkelt individ kunne oparbejde i løbet af en menneskealder, ramte deres nærmeste ligeså voldsomt som et knytnæveslag.
Argans skidne kjortel er i kostumedesigner Laura Løwes udformning i sig selv et mausoleum over datidens uhumskheder, og man har indtryk af, at hendes scenografi rummer et utal af muligheder for toiletbesøg, hvis man blot er trængende nok. Resultaterne af Argans mange lavemente udebliver da heller ikke og deles generøst med publikum på første række.
Charlotte Munksøs sprudlende iscenesættelse udnytter fikst kontrasterne mellem Molières fjerlette ordstrømme og denne verdens lidet sofistikerede Argan’er, der lever med hovedet op i egen røv i mere end en betydning.
(Michael Søby)
