DEN GODE DINOSAUR – 3D

★★★★☆☆

Selvom man efterhånden er ved at være allergisk overfor film om dinosaurer eller pingviner, må man alligevel overgiver sig til DEN GODE DINOSAUR. For selvom vi ikke er i nærheden af den originalitet, som kendetegnede sidste års store tegnefilmsucces "Inderst inde", så har DEN GODE DINOSAUR en række uimodståelige karakterer i en flot, velfortalt og bevægende historie om mod og identitet.

Mychael Danna og Jeff Dannas medrivende musik bærer os følelsesmæssig igennem beretning om Arlo, den kæreste lille dinosaur, der mangler selvtillid til at begå sig i verden. Hans forældre og store søskende holder dog af ham, men da en flodbølge en dag bringer ham på afveje, tvinges han til at tage sig sammen. Udslagsgivende bliver mødet med en miniature Mowgli, der får navnet Tot.

De danske stemmer er for en sjælden gang skyld fortrindlige i alle roller. Michael Hasselflug og Sofie Gråbøl låner dramatisk tyngde til rollerne som Arlos forældre, og Lucas Lomholt Eriksen er et fund som Arlo.

Instruktøren Peter Sohn sørger for storslået udnyttelse af naturscenerierne, og en række bizarre skabninger bidrager til at gøre Arlos vildfarelse til en visuel fornøjelse. Og man skal være mere end almindelig kynisk, hvis man ikke giver efter den sentimentalitet, som også er den del af pakken, men som aldrig bliver for voldsom. Fordi instruktøren Peter Sohn ("Ratatoulle") aldrig svigter de festlige figurer – eller det kræsne publikum.