Skuespilchefen ved Det Kongelige Teater, Morten Kirkskov, debuterede i 1996 som dramatiker med en begavet bearbejdelse af Nobelprisvinderen Albert Camus’ ”Den fremmede” på Café Teatret. Det er da også Morten Kirkskovs version, der ligger til grund for Teatret Møllens seneste forestilling, som gæstespiller på Teater V. i forbindelse med CPH STAGE.
Mange husker sikkert stadig Luchino Viscontis filmatisering ”Den fremmede” med en intens Marcello Mastroianni i hovedrollen. Fra den 8. oktober kan vi også nyde Francois Ozons billedskønne version, der allerede er blevet hædret med flere filmpriser. Den prægtige rolleliste tæller Benjamin Voisin (”Tabte illusioner”), Pierre Lottin (”Efterår i Bourgogne”), Swann Arlaud (”Frit fald”) og Denis Lavant. (”Værn”).
Teatret Møllens opsætning er intelligent iscenesat af Teatret Møllens direktør Nikolaj Mineka. Han har foretaget et dristigt valg ved at lade den krævende rollen som den fremmedgjorte knudemand Marsault blive spillet af en relativt ukendt skuespillerinde.
Men satsningen viser sig at være vellykket. Durita Dahl Andreassens diktion indikerer noget fremmedartet uden at forstyrre historien. Forestillingen er kun få minutter gammel, før enhver relevant overvejelse om køn fordufter, og man ser blot et frysende ensomt menneske, der efter sin mors død synes at have trukket sig fra den virkelige verden. Intet gør for alvor indtryk på ham længere, og pludselig står han i centrum i en retssag anklaget for mord.
Durita Dahl Andreassens kropssprog viser os en mand, der har resigneret fra sit eget liv, et liv, som han ikke forstår. Durita Dahl Andreassen suppleres stærkt af Klaus Andersen i markante biroller, og han giver hende også musikalsk modspil på klarinet såvel som saxofon.
Johannes Smeds lydkulisse – inklusiv hans egne stemningsmættede toner – transporterer os ubesværet tilbage til 30’ernes svedige Algier – godt hjulpet af Stine Fumz’ atmosfærerige lysdesign. Fumz’ stiliserede scenografiske koncept omfatter både sol og måne – og dermed også den solformørkelse, som også bliver et sindbillede på Marsault efter moderens død.
Nikolaj Minekas sjælfulde udgave af DEN FREMMEDE bliver i kroppen længe efter, at man har forladt teatret, og hjemsøger ens bevidsthed, når man mindst venter det – ikke ulig Camus’ roman.
(Michael Søby)
