Den østrigske forfatterinde Maria Lazar levede i eksil i Danmark i 1930’erne – ikke ulig Bertolt Brecht, men i modsætning til Brecht er hun blevet glemt af eftertiden. Troede man.
For i 2022 fandt man en række af hendes værker, der endnu ikke havde været trykt. Nu – fire år efter – har en sceneudgave af DEN BLINDE PASSAGER fundet vej til Aalborgs lille scene, og den form for nysgerrighed kan Aalborg Teater godt være stolt af.
DEN BLINDE PASSAGER er en jødisk læge ved navn Fritz Hartmann (en intens og værdig indsats af Adam Schmidt), der i tiden op til 2. verdenskrigs begyndelse søger tilflugt på et dansk fragtskib i en tysk havn.
Hans tilstedeværelse skaber splittelse ombord. Kaptajn Petersen (spillet med nobel autoritet af Jørgen W. Larsen) foretrækker at følge reglerne, men hans søn, den unge letmatros Carl (en uforsonlig Patrick A. Hansen) ser mere idealistisk på sagen. Hans søster Nina (sprudlende Anna Bruus Christensen) går også med på ideen at skjule den unge læge på skibet, og udvikler tilmed varme følelser for læge.
Det huer ikke styrmanden Jørgen (fremstillet med indædt vrede af William Halken), for han og Nina er kærester, så hvorfor skulle han hjælpe sådan en ”jødetamp”? Den form for sprogbrug gavner dog ikke hans relation til Nina, og kaptajnen bifalder heller ikke den slags gloser ombord. Da kaptajnen viv – hans børns moder – gør sin entre på fragtskibet, er konflikten så tilspidset, at man frygter en katastrofe. Katrine Høj Andersens kone-kostume ligger på kanten af karikaturen, men det gør hendes nuancerede spil heldigvis ikke.
Scenografen Signe Kroghs fine tværsnit af skibet giver mulighed for at udnytte den lille scene maksimalt. Julius Dyhr Hansens atmosfæregivende lysdesign, og Mads Stagis stemningsmættede lydside skaber et i stigende grad klaustrofobisk univers, hvor ingen for alvor kan føle sig trygge.
Ina-Miriam Rosenbaums dybtfølte iscenesættelse resulterer i et velspillet flygtningedrama, vi sagtens kan relatere til – uanset politisk ståsted. I lyset af den israelske regerings krigsforbrydelser bliver betoningen af lægens jødiske herkomst ekstra interessant. Den israelske regerings uforsonlige politiske linje gavner i al fald ikke jødernes globale popularitet, og forestillingen konfronterer os med spørgsmålet om, hvor langt man vil gå for at redde en jødisk martyr i dag? Eller set i bredere perspektiv: Ville en russisk flygtning få samme modtagelse i Danmark som en ukrainsk?
Men på eet område virker forestillingen en smule forældet: På nationalscenen spiller man i øjeblikket “Familien Hassan” med lutter brune mennesker på rollelisten. I flygtningedramaet på Aalborg Teater er der udelukkende hvide mennesker på scenen. Er det kun passageren, der er “blind”?
(Michael Søby)
