DEN BLÅ KAFTAN

★★★★★☆

DEN BLÅ KAFTAN burde have været selvskrevet til en Oscar-nominering i kategorien bedste internationale film, men en politisk korrekt og filmisk ret uinteressant argentinsk film på Netflix kom uheldigvis til at skygge for dette sanselige og sødmefyldte trekantsdrama fra Marokko.

Derfor er der så meget desto mere grund til at lette sig fra sofaen og begive sig ind i biografens mørke for at blive både oplyst og oplivet af denne stramt vævede kærlighedshistorie. Sjældent har man oplevet en mere rummelig beskrivelse af, hvad kærlighed egentlig er, og at den så tilmed kommer fra et land, der ikke altid er blevet forbundet med empati og forståelse på den front, gør faktisk DEN BLÅ KAFTAN endnu mere bevægende.

Handlingen udspiller sig i byen Salé nord for hovedstaden Rabat. Her driver Halim en Kaftan-forretning i den lokale medina sammen med sin hustru Mina. Men det omstændelige håndarbejde og Halims respekt for detaljer gør det svært at konkurrere med industriprodukter, hvilket føder ideen om en ung lærling Youssef, der samtidig får chancen for at lære håndarbejdets ædle kunst. Det bliver dog snart tydeligt, at Halim og Youssef har mere end faglig stolthed til fælles, og da Mina bliver syg, er de to mænd stadig oftere alene i butikken. Men DEN BLÅ KAFTAN tager herefter nogle overraskende drejninger i sin historie, der hele tiden fortælles med nænsomhed – også i spillet.

Saleh Bakri spiller rollen som Halim med en afdæmpet værdighed, der gør stort indtryk. Lubna Azabal er ret vidunderlig som Mina, der nok fornemmer, at noget er på fære, men uden umiddelbart at have redskaberne til at håndtere det. Ayoub Missioui er også et fund til rollen som Youssef, der også har sin lærlingeposition at tænke på i relationen til Halim såvel som til Mina.

Instruktøren Maryam Touzani kan meget vel have begået efterårets bedste film med DEN BLÅ KAFTAN og dens sanselige univers vækker glemte eller fortrængte følelser til live, og man får ligefrem lyst til at gæste Kaftan-butikken i medinaen for at nyde de smukke farver, mærke de eksotiske dufte og berøre de bløde klæder. DEN BLÅ KAFTAN er ægte filmmagi fra en verden, der måske ikke ligger helt så langt væk fra vores egen, som vi troede.