På Teater Republique er man ikke bleg for at dykke ned i verdens største fortællinger. For et par sæsoner siden gav man sig i kast med “1001 nat” (hvis titel dækker over en samling orientalske eventyr), og nu er tiden kommet til Giovanni Boccaccios DEKAMERON (“Il Decameron”), en næsten 700 år gamle novellesamling, der regnes som den første af sin art i Europa.
Dette hovedværk i italiensk litteratur fik en ny form for folkelig opmærksom, da den kontroversielle instruktør Pier Paolo Pasolini filmatiserede DEKAMERON og skabte en særdeles bramfri udgave, der vandt juryens særpris på Berlin filmfestivalen.
TItlen DEKAMERON betyder på græsk “ti dage” og henviser til det antal dage en gruppe mennesker skjuler sig for den pest, der er nået til deres hjemby Firenze. I dette fællesskab omgivet af død deler de nogle fabelagtige historier, og prøver at forstå den verden, de lever i.
Karen-Maria Billes gendigtning kredser især om fem af fortællingerne, og tager sit udgangspunkt i beretningen om fire ryttere, der i et drømmesyn kommer ridende på hver deres hest. En af hestene er hvid, en anden ildrød, en tredje kulsort og den fjerde er gustengul. Hver af dem repræsenterer en plage, der vil ramme os: Krigen, nederlaget, sulten og sygdommen.
Handlingen udspiller sig i et goldt ørkenlandskab, der i Ida Grarups scenografi bringer mindelser om de første scener fra Stanley Kubricks foruroligende fremtidsvision “Rumrejsen år 2001”. Vores tanker flakker både tilbage til den dræbende isolation under corona-epidemien og til krigsrædslerne i Ukraine, mens vi følger en række unge menneskers forsøg på at finde mening med tilværelsen ved at dele og forstå fortællinger.
Hovedparten af DEKAMERONs historier fortælles af kvinder og mange omhandler også kvinders undertrykkelse og frigørelse. På Republiques scene er det dog mændene, der fylder mest, hvilket de givetvis også gjorde, da Boccaccio skrev sit værk i perioden 1349-52. Forestillingens karakterer springer dog ikke blot ud og ind af historierne, men kan også skifte køn, hvis historierne kræver det, hvilket på en måde ophæver al snak om køn, og giver mulighed for at fokusere på en almen menneskelighed.
Tre af de mest spændende unge skuespillere i øjeblikket – Simon Kongsted, Lasse Steen og Anton Hjejle – boltrer sig frit og frejdigt med ord og krop, og suppleres interessant af Stephanie Nguyen og Siff Vintersol. Deres fælles søgen – med iscenesætter Anja Behrens som kompetent rejseleder – bliver en rejse ind i og bagved ordene, der åbner et i sandhed magisk univers, som giver lyst til at fordybe sig yderligere i det litterære forlæg.
Thomas Harders oversættelse har formået at bibeholde værkets mystik – samtidig med at ordene ægger vores fantasi.
DEKAMERON bliver derved en uundgåelighed i teatersæsonen, hvis man altså vil den sanselige fordybelse.
(Michael Søby)
