Det kan vel være, at det såkaldte Royal Run fylder mere i medierne (og i trafikken!) denne pinse, men København Danser først og fremmest af glæde over Batsheva Ensembles gæstespil i Østre Gasværk.
Bysten af Morten Grunwald, der mere end nogen anden var ansvarlig for, at gasværket blev omdannet til et af Nordeuropas bedste teaterrum, er på uforskammet vis blev forflyttet til kælderetagens toiletområde, men ellers danner Østre Gasværk den perfekte ramme for det unge israelske kompagnis sprudlende og spillevende forestilling.
Den banebrydende koreograf Ohad Naharin, der ledede Batsheva Dance Company fra 1990 til 2018, skabte den forrygende danse-collage “Decadance” i år 2000 med uddrag af koreografier skabt specielt til kompagniet. Han har løbet udviklet værket ved at lade nye dansere give deres bud på de allerede eksisterende koreografier, men også ved at tilføje nye elementer, så værket altid virker friskt.
DECADANCE #22 fremstår netop som et værk, der formår at forene tradition og fornyelse. De unge dansere har ikke bare en ufattelig energi, men også en nærmest utrolig præcision i et til tider fræsende tempo.
Der bliver også tid til at pjanke lidt med publikum, og en række kvinder blandt tilskuerne bydes tilmed op til dans på scenen. Selvom disse indslag måske ikke forekommer strengt nødvendige i et gæstespil på kun fem kvarter, så udføres de med både charme og talent.
Men det er i ensembles stramt koreograferede indslag til musik, der knytter sig til deres hjemstavn, at Batsheva Ensemble for alvor når sublime højder og beviser, at de vitterligt hører blandt verdens bedste indenfor den moderne dans.
(Michael Søby)