Østerbro Teater har meddelt, at de ønsker at begrænse ”personorienterede anmeldelser”, men det gælder åbenbart ikke for deres største scene Østre Gasværk, selvom de underskriver deres meddelelse Østerbro Teater, der ifølge teatrets bestyrelse også omfatter Østre Gasværk. Men måske hænger det snarere sammen med, at de har nemmere ved at fylde de to mindre sale? Der var dog også tomme pladser på de små scener i sidste sæson, så man forstår ærligt talt ikke, at teatret har råd til at fravælge anmeldere, der beviseligt har skaffet dem flere gæster.
Men det forekommer ganske urimeligt, hvis man ikke også fokuserede på en stor del af de individer, der har æren for, at teaterkoncerten DE VILDE KANINER (baseret på den århusianske gruppe ”Gnags” omfattende musikkatalog) er lykkedes så godt.
Det gælder Søren Møller, Østre Gasværks kunstneriske leder og manden bag sæsonens bedste musical ”The Last Ship”, der lokkede selveste Sting til Danmark. Det var Søren Møller, der tog kontakt til Gnags forsanger, den nu 72-årige Peter A. G. Nielsen, og fik ham med på ideen.
Heinrich Topp Christensen har skabt forestillingens storyline uden at tilføre dialog. Det fungerer forbavsende godt et langt stykke af vejen, ikke mindst på grund af Heinrich Topp Christensens boblende veloplagte iscenesættelse. Vi er i en verden, hvor de vilde kaniner får amputeret deres ører, så de ligner hunde i snor. Men en langøret dreng (smukt sunget, spillet og danset af Søren Torpegaard Lund – en vaskeægte ”Rytmehans”) fastholder sin ret til at have lange ører.
Han finder en veninde med lange ører, da Sofie Topp Christensen ”slingrer ned af vestergade” i rollen som knallert-Pippi. De to får deres udfordringer, men finder også kærligheden undervejs. Søren Torpegaard og Sofie Topp Christensen har en god kemi på scenen. Man glæder sig allerede til at høre Sofie Topp Christensen synge titelrollen i ”My Fair Lady” på Det Ny Teater i den kommende sæson, og til at høre Søren Torpegaard Lund som Romeo i en 2027-musical om ”Romeo & Julie” skrevet af Susanne Bier (”Den eneste ene”) og Anders Thomas Jensen (”Den sidste viking”).
I Palle Steen Christensens spillevende scenografi til DE VILDE KANINER på Østre Gasværk møder oppustelige kæmpekaniner, en svævende båd og virtuose luftakrobater. I tilgift får man et uhyre velspillende orkester anført af kapelmester Martin Sommer, der bringer Gnags’ sange ind i en ny tid med sine konstant legesyge arrangementer, der på fineste vis komplimenterer originalversionerne.
Blandt de mange øvrige medvirkende fryder man sig over sprøde Shaka Loveless, der bl.a. tager os med på erotisk ”Safari”, ”Mr. Swing King” Nis Pedersen, humørbomben Nanna Rossen som mor, Kristian Rossen som ”en underlig fisk” og Astrid Højgaard som veninden.
Men for at et projekt som DE VILDE KANINER kan blive en succes, så kræver det naturligvis en holdindsats, og det er forestillingen på Østre Gasværk heldigvis også blevet. Helt i Gnags’ ånd og alligevel (eller måske netop derfor?) en original.
(Michael Søby)


