DE UØNSKEDE

★★★★☆☆

I 2019 hittede filminstruktøren Ladj Ly internationalt med “Les misérables”, der kun havde titlen og oprørstrangen til fælles med Victor Hugos klassiker, der herhjemme blev kendt som “De elendige”.

Fem år senere får vi endnu en samtidskildring fra et betændt Frankrig, men denne gang er det i mindre grad politiet, der er i fokus, men i højere grad de lokale politikere i et belastet boligområde. Filmens provokerende originaltitel blev så omdiskuteret, at man ændrede den fra “Les Indésirables” til” Bâtiment 5″, men i Danmark fastholder man at kalde den DE UØNSKEDE, fordanskningen af den oprindelige titel.

Anta Diaw gør en betydeligt indtryk som pigen Haby Keita, der bliver træt af andres brokkeri, og ønsker at gøre noget for at ændre sin situation. Så derfor stiller hun op til kommunevalget i håb om at kunne forbedre boligsituationen for andre med indvandrebaggrund og for hende selv. Men da myndighederne truer med at sætte beboerne i en hel boligejendom på gaden juleaftenen, får hun stadig sværere ved at styre sin indignation.

Alexis Manenti (der fik sit gennembrud og en César for sin indsats som en rigeligt integreret politimand i “Les misérables”) gør også en god figur i DE UØNSKEDE. Her spiller han en nyvalgt lokalpolitiker med ambition om at få ryddet op i et bestemt boligkvarter – uden at have de diplomatiske evner til at forhandle.

Nævnes bør også Aurélia Petit som politikerens naive viv, Aristote Luyindula som den forpinte Blaz samt Steve Tientcheu som en indvandrer, der forsøger at gøre politisk karriere, og derfor betragtes som forræder.

Man nyder også den raffinerede karakterskuespillerinde Jeanne Balibar, der vandt en César for at spille sangerinden “Barbara” i 2017 og som vi sidst har set i “Tabte illusioner”. I DE UØNSKEDE giver hun et spidst portræt af en karrierepolitiker, der for længst har lært kunsten at tørre et eventuelt ansvar af på andre.

DE UØNSKEDE undgår ikke at blive for sort-hvid i sine problematikker, men den er stadigvæk en velspillet film, der engagerer, mens man ser den.

(Michael Søby)