DE FREMMEDE af Ayaz Shah, Forlaget Noor

★★★★★☆

Ayaz Shah debuterede i 2024 med den anmelderroste roman ”La Victoria”, der dannede grundlaget for en vellykket dramatisering på H20 med Ayaz Shah i hovedrollen. Nu bekræfter han sit talent med en ny roman om DE FREMMEDE, en familiekrønike om de første gæstearbejdere i Danmark og deres familier.

Handlingen udspiller sig fra 1968 til 2001. Vi følger Bacha og hans fætter Elias, der forlader deres forældre i Pakistan for at tage en smuttur til Afghanistan. Men i virkeligheden planlægger de at rejse til Danmark, hvor Elias’ brødre allerede bor.

Bacha stifter familie i Danmark, men skæbnen er ikke familien nådig, og de skuffelser, han har mødt i Danmark, præger hans personlighed. Elias vender hjem til sit fødeland, da der er udsigt til en stor arv, men først må han modvilligt acceptere et tvangsægteskab med en af moderen udvalgt kvinde. Det legitimerer i al fald officielt, at han i skjul kan mødes med andre mænd – ligesom i Danmark.

Men også de danske kvinders skæbne mærkes, og det er en af kvaliteterne i denne roman, at det ikke kun er en enkel person, vi lærer at kende, men vi får også den store komplekse historie om de til tider smukke men ultimativt ubarmhjertige møder mellem to kulturer. De gode intentioner fra begge sider er ikke altid nok til at overvinde de kulturforskelle, der var på den tid, og selvom vi ved mere i dag end dengang, så er tendenserne stadig mærkbare.

Yahya Hassan blev sit talent til trods et symptom på en forfejlet integrationspolitik, og i dag har vi heldigvis stærke stemmer som Alexander Mayah Larsen og Elias Sadaq, der med dristighed og integritet formår at fortælle historie om de indvandregenerationer, der alt for sjældent er blevet lyttet til. Ayaz Shah føjer sig smukt til dette selskab med DE FREMMEDE, en stærk og nærværende filmisk fortælling, der nærmest indbyder til at blive omsat til levende billeder.

(Michael Søby)