Anders Refn runder sin trilogi om en families omkostninger under og efter en krig af på smukkeste vis. Filmen markerer samtidig hans 50-års jubilæum som filminstruktør siden den lovende debut med ”Strømer”, der indbragte tre af de medvirkende skuespillere Bodil-statuette og et gennembrud for en ung mand ved navn Jesper Christensen.
Et halvt århundrede senere modtager Jesper Christensen en æres-Bodil for en karriere, der også har givet ham international berømmelse bl.a. via James Bond-film, men endnu bedre roller efterfulgt af prisbelønnede præstationer i mesterlige nordiske film. At han ligesom Anders Refn stadig er på sin kunsts højde ses bl.a. af den Bodil-nominerede birolle i den vidunderlige børne/ungdomsfilm ”Honey”, men ikke mindst i det sidste filmkapitel om familien Skov i DE FORBANDEDE ÅR – FREDENS PRIS.
Selvom der ved gud er blevet lavet mange film og serier om 2. verdenskrig og efterkrigstiden – også i Danmark – så udmærker Anders Refns trilogi sig ved at have nogle lidt anderledes perspektiver på menneskene under og efter 2. verdenskrig. Både når det gælder de mennesker, der til dels valgte at samarbejde med tyskerne for at redde arbejdspladser og for det politiske hykleri, der fulgte efter.
DE FORBANDEDE ÅR – FREDENS PRIS, der er produceret af Snowglobe og Scanbox Entertainment i et samarbejde med Vulkan Film, har også givet plads til kvindelige filmveteraner som Bodil Jørgensen og Birthe Neumann, som altid er leveringsdygtige i bevægende filmpræstationer. Men også en række unge talenter har – ligesom Jesper Christensen fik det i sin tid – fået deres største chancer for at vise nye sider af deres talenter for filmskuespil i Anders Refns trilogi. Det gælder ikke mindst Mads Reuther, Sara Viktoria Bjerregaard Christensen og Sylvester Byder, der alle fortjener nye udfordrende filmopgaver.
Men det er naturligvis Jesper Christensen, der har båret historien på sine skuldre, og ligesom Jørgen Buckhøjs Mads Skjern er det bestemt ikke alle handlinger, som Jesper Christensens mesterlige direktør Skov foretager sig, som vi bifalder. Og alligevel formår Anders Refn og Jesper Christensen at give os en vis empati – ja næsten medlidenhed – med en mand, der tog nogle svære beslutninger i sit liv og kom til at betale prisen – også på hjemmefronten.
