DANSK REVY – 175 ÅR af Jacob Wendt Jensen og Peter Engholm, Forlaget Turbine

★★★★★☆

Dansk revys 175-års fødselsdag skal naturligvis markeres med et bogværk. En svær opgave, men forfatterduoen Jacob Wendt Jensen og Peter Engholm har heldigvis fundet en form, hvor højdepunkter fra revyens glorværdige fortid forenes med billeder af og historier om nutidens revyer.

280 smukt layoutede sider baseret på et væld af interviews med skuespillere og en række af menneskene bag scenen, der tilsammen giver en fornemmelse af revyens farverige mangfoldighed – før og nu.

Bogen indledes med et fint kapitel om “Revyernes Revy”, der hvert år byder på en lang række af de bedste revynumre i teltet på Bakken ved et festligt velgørenhedsarrangement. At der er nedsat en jury, der har nomineret kandidaterne og stemt om vinderne, skal læserne dog helt hen til det glimrende interview med jurymedlem Morten Buckhøj på siderne 62-63 for at blive informeret om.

Savner man ellers noget – ja, og sådan vil det nok altid være, men at der hverken er blevet plads til at nævne Ib Schønbergs poetiske fortolkning af “Mariehønen” eller Sigrid Horne-Rasmussens optimistiske fremførelse af “Kammerat med solen” virker næsten kriminelt.

Man gør derfor klogt i at fokusere på alt det, der er med, og det er heldigvis en del. Smukke fotos fra revyforestillinger – dengang og nu, brugbare registre og en revyfortælling, der heldigvis ikke er kronologisk fortalt, men snarere fremstår som en mosaik – ligesom de bedste revyer.

Lærerigt og underholdende er det at læse om diverse højdepunkter fra revyhistorien og hører hvorfor prominente revymennesker har valgt netop dette nummer som et højdepunkt.

Tekstforfattere, revykomponister, kapelmestre, kostumedesignere, scenografer, koreografer og iscenesættere minder os om, at revy ikke bare laves af de folk, der medvirker i revyerne, men at der er tale om en holdindsats, hvis en revy skal blive en succes.

De nye tendenser i dansk revy lovet godt for fremtiden. Flere kvinder er blevet synlige i revysammenhænge, vinterrevyerne oplever en renæssance, nye revyer kommer til, og i amatør-vækstlagene møder man også nye generationer, der både vil og tør revygenren.

Udsigterne ser lovende ud, så dansk revy kan trygt gå fremtiden i møde, og så småt begynde at forberede sig til en ordentlig fest i 2050, hvor dansk revy fylder 200 år.

(Michael Søby)