DANMARKSHISTORIEN

★★★☆☆☆

Det er i al fald ikke godt stof, man har manglet, for vort lands historie rummer et væld af dramatiske optrin. Ideen med at lade en komisk trio servere et stort stof på rekordtid er skamløst planket fra Bellevue Teatrets Shakespeare-forestilling i forrige sæson. Men man mærker desværre tydeligt, at forlæget ikke er det samme.

Teksterne morer simpelthen ikke i tilstrækkelig grad, og det plejer Line Knutzons ord ellers nok at kunne. Det tager en evighed, inden de tre medvirkende kommer igang, og Danmark har end ikke fået navn, da vi går til pausen. Det betyder så, at anden del i stadig højere grad bliver til opremsninger, alt imens at den generelle stemmeføring vokser til det skingre.

På en gigantiske tavle på bagscenen ser vi en tidslinie med særligt vigtige begivenheder og vi hører om alt og alle – fra kongelige til truede sommerfugle. Længere fremme på scenen ser vi så en samling gamle møbler, som, den i andre sammenhænge vidtløftige trio hævder, er de originale møbler fra Matador-serien. De indgår ikke blot som rekvisitter men også som temmelig løjerlige kostumer, og bidrager derved konstruktivt til komikken.

De tre skuespillere har tidligere vist, at de godt kan få folk til at grine, men her udebliver de store latterbrøl, og der småfnises mest undervejs. Nicolaj Kopernikus synes umiddelbart at være den mest komiske af de tre, men denne aften bliver det dog Anders W. Berthelsen, der må trække det største læs, da Kopernikus’ mikrofon sætter ud og Berthelsen tvimges til at improvisere.

Mille Dinesen skal passe meget på, at hun ikke havner i båsen for vrisne madammer, og vi vil meget gerne snart se noget lethed og sødme fra den front. Men hun er også ladt lidt i stikken af instruktøren Nikolaj Cederholm, der engang havde sans for forestillinger af denne type, men efterhånden skuffer hyppigere, end han leverer.

Synd , for dette skuespiller-trekløver kan afgjort være bedre end de her får mulighed for at være.