Vores internationalt anerkendt jazzmusiker Chris Minh Doky forener kræfter med en anden verdensstjerne nemlig danseren Alban Lendorf i en romantisk julehistorie med Lendorf som selveste Santa.
Chris Minh Doky er både idemand, manuskiptforfatter, producent, co-iscenesætter og kapelmester, og så spiller også akustisk bas sammen de andre fremragende musikere i The Chris Minh Doky orkester. Rent musikalsk er vi således i gode hænder, men desværre har man fået den ulyksagelige ide, at sangene skal synges live. Enkelte sange er omskrevet så de i højere grad passer til forestillingens juletema, så Marilyn Monroe-sangen “My Heart Belongs To Daddy” bliver derfor til “My Heart Belongs To Santa”.
I stedet for de originale udgaver af eksempelvis Cole Porters og Irving Berlins evergreens får vi forlorne fortolkninger af bl.a. den kvalmende Michael Bublé, hvis største kunst består i, at han kan få alle sange til at lyde ens.
Chris Minh Doky betoner ellers nogle helt andre kunstnere som inspirationskilde til forestillingen i programmet, når han fortæller om teenageårene i New York. “Overalt var der pyntet op”, men scenen på Scandic Falkoner er nærmest blottet for juleudsmykning, og først til allersidst sænkes et stort juletræ ned på scenen, men da er det næsten for sent.
Instruktøren Femke Mølbach Slot får aldrig fortalt den romantiske julehistorie med den fornødne klarhed, og Gregory Deans koreografi fungerer de også bedst i de mere showprægede indslag.
Alban Lendorf er i sit es som Santa med en forførende kropslighed, der må få enhver til at tro på julemanden. Men hans tarvelige kostume mangler finesser og hans uklædelige overskæg leder tankerne hen på Kenneth Branaghs skrækkelige Hercule Poirot, og det er ikke et kompliment, for det hæmmer hans ansigtsudtryk.
Holly Dorger er heldigere med hensyn til kostumet, men showstilen synes slet ikke at være hendes force, og hun virker fersk og fraværende i modsætning til Graceanne Pierce, der tydeligvis har showdans i blodet.
Jon Axel Fransson er fræk og fristende, ikke mindst overfor Marcin Kupinski, der gør et fornemt comeback efter en vemodig afsked med Den Kongelige Ballet. Også Ask La Cour har sine øjeblikke, selvom han virker en anelse stiv i kroppen i forhold til de to andre.
Så det bliver musikerne og især de mandlige dansere, der får succesen i hus, og så må man bare håbe, at publikum kan finde ægte julestemning et andet sted.
(Michael Søby)
