Det bedste ved den seneste John Wick-film er, at det – måske – er den sidste. Det værste er en spilletid på 2 timer og 49 minutter.
Engang var Keanu Reeves en charmerende gavflab, der lyste op i film som “Farlige forbindelser” (“Dangerous Liasson”) og “My Own Private Idaho”, men i de seneste Matrix-film og i særdeleshed som John Wick forekommer hans replikbehandling flad som en rødspætte og hans bevægelser nærmest statiske – men blottet for elektricitet.
Men John Wick-serien virker efterhånden også mere som et computerspil end som en spillefilm. Heltekvaliteterne er svære at få øje på, når han i Paris skaber svære trafikale problemer omkring Triumfbuen.
Hans afsluttende udfordring – den lange stentrappe op til Sacré Coeur-kirken – er befolket med et absurd antal dusørjægere, der alle forsøger idiotiske frontale angreb fremfor at skjule sig bag et hegn, hvorfra de med største lethed kunne have pløkket Wick.
Bill Skarsgård har fået tildelt skurkerollen som The Marquis, og spiller ham som en forkælet semi-pervers Hitlerjugend, så Ian McShane forbliver filmens eneste lyspunkt i rollen som Winston.
Chad Stahelski har instrueret filmen med forkærlighed for banale ordsprog, der fremstår som patetiske forsøg på at give filmen strejf af livsvisdom. Men JOHN WICK: CHAPTER 4 er desværre primært skamløs voldsdyrkelse, der aldrig må forveksles med underholdning.
