CORSAGE

★★★★☆☆

Vicky Krieps er navnet på en talentfuld skuespillerinde fra Luxemborg, der for alvor gjorde sit bemærket overfor Daniel Day Lewis i kostumedramaet “Den skjulte tråd” (“Phantom Thread”). I de sidste par år har hun kastet glans over film som “Hold Me Tight”, en moderne Nora-historie, der indbragte hende en César-nominering. Hun fik maksimalt ud en fersk hovedrolle i den overvurderede “Bergmans ø”, og ydede en af sine bedste præstationer i “Plus Que Jamais” som dødsmærket kvinde overfor en empatisk Gaspard Ulliel i sit livs sidste filmrolle.

Hendes sproglige ekvilibrisme kommer hende til gode i CORSAGE i rollen som kejserinde Elisabeth af Østrig. Karakteren kendes fra populære udstyrstykker fra 50’erne med teenageidolet Romy Schneider i rollen som den unge Sissy. Nu møder vi Sissy i en mere moden og moderne udgave, men stadig med oprørstrangen i behold.

CORSAGE deltog i Cannes filmfestivalens prestigefyldte Un Certain Regard-program og indbragte Vicky Krieps prisen for bedste skuespillerindsats i dette udvalg af film. Hendes portræt af den utilregnelige men også skrøbelige og forfængelige prinsesse bliver da også et karrierehøjdepunkt og filmens største kvalitet.

Desværre er filmen sovset ind i kælen engelsksproget pop, der ganske unødvendigt gør filmens pointe overtydelig. Men filmens kostumer er et plus og bruges til at udtrykke det selvhad, som også er en del af prinsessens komplekse personlighed.

Havde instruktøren Marie Kreutzer haft større tillid til, at vi selv kunne lægge to og to sammen, var CORSAGE givet blevet en endnu bedre film.