MUNCH

★★★★☆☆

Edvard Munchs fik for nyligt et helt nyt museum ved havnen i Oslo, og nu får vi så også filmen om hans liv. Det er dog langt fra en helt almindelig portrætfilm, og det ville i grunden også været kedelig – ja måske ligefrem forkert? – når hovedpersonen hedder Edvard Munch.

Henrik Martin Dahlsbakken, der mest er kendt for sine kortfilm og en Oscar-shortlistet spillefilmsdebut med titlen "Returning Home" ("Å vende tilbake"), har valgt at fokusere på fire smerterpunkter i Edvard Munchs liv:

Hans første forelskelse (i en gift kvinde), hans kunstneriske nederlag, da hans første udstilling i Berlin tages af plakaten, hans indlæggelse på en nerveklinik i København og hans forsøg på at redde sit livsværk fra nazisterne under 2. verdenskrig.

Tre meget forskellige skuespillere og een skuespillerinde gestalter Munch i disse livsfaser, men de ligner alle på forbløffende vis Munchs selvportrætter, som vi præsenteres for til slut.

Alfred Ekker Strande synes rigelig fersk som den unge forelskede Edvard, Mattis Herman Nyquist gør indtryk som den forsmåede kunstner i Berlin overfor den livfulde svenske skuespillerinde Lisa Carlehed, og Ola G. Furuseth har tyngde overfor en blændende Jesper Christensen og en ret anonym Fanny Bornedal på den københavnske nerveklinik.
Anne Krigsvoll er forbløffende overbevisende som Munch i de første scener, men hendes stemme afslører hendes køn efterfølgende, hvilket forstyrrer.

Ulempen ved at fortælle filmen i fire nedslag gør, at man savner en del mellemregninger og filmen synes primært at henvende sig til folk, der kender Munchs livsbane. Men man må alligevel tage hatten af for en ganske gennemført kunstnerisk vision, også selvom det samlede resultat ikke er uden knaster.