Mange kender sikkert Robert Rossens kultfilm fra 1964 med Jean Seberg som en kvinde med indre dæmoner. Netop dæmonisering af LILITH, Adams første kone, har rod i middelalderen, og mange feminister har siden taget afstand fra den, da LILITH blot krævede at være ligeværdig med manden. På Bådteatret udfordrer Nina Kareis den mandeskabte mytologi, der dæmoniserer verdens første kvinde, og får hende til at flygte.
Nina Kareis lægger også selv stemme til LILITH, og en dekadent Pete Livingstone – nu både med farvede læber og flotte ben – er forestillingens fascinerende midtpunkt. Sjældent er hans smukke sangstemme kommet så meget til sin ret som i denne LILITH-forestilling, og hans selvbevidste let campede attitude kammer aldrig over, men bliver selve nerven i hans sært dragende spil.
Han bakkes kyndigt op af Amia Miang og Kristina Sørensen Ougaard, der begge kan synge, men som navnligt får understreget forestillingens feministiske islæt.
Det er godt set af Nina Kareis, at man i en Me Too-tid har brug for at rehabilitere LILITH som karakter. Kareis’ Bibel-citater forekommer relevante, og det synes indlysende, at når Eva er skabt af mandens riben, er hun ikke på samme måde mandens lige, selvom Biblen forsøger at retfærdiggøre det.
Dorte Holbæks stilfulde scenografi hænger godt sammen med de lyse klassisk inspirerede kostumer, som hun også er ansvarlig for. Magnus H. K. Hjortlunds lysdesign bidrager ligeledes positivt til Livingstones Kabinets æstetisk smukke og ganske tankevækkende forestilling på Bådteatret.
(Michael Søby)
