af Anne Højgaard Christiansen
I efteråret 2022 kunne San Sebastián Filmfestival fejre 70 års fødselsdag. Festivalen opstod således i 1953 som ’Filmens Uge’ på initiativ af en håndfuld entusiastiske filmfolk, der var trætte af diktaturets stramme greb om den spanske produktion og kæmpede for nogle bedre vilkår. Det lykkedes også, i hvert fald i første omgang, og siden blev nogle af de største mesterværker i spansk filmhistorie skabt under diktaturet og ’filmugen’ voksede til den store internationale filmfestival, den er i dag.
I det perspektiv var det en absolut værdig fødselsdagsfest for en ældre dame, for årgang 2022 var absolut en af de bedste årgange for spansk film i mange år.
Ud af hovedkonkurrencens 17 film var 4 spanske og alle fire lå højt på skalaen film/kvalitet.
Den spanske instruktør Jaime Rosales, som efterhånden helt er blevet optaget i det gode selskab, bød ind med Wild Sunflowers. Den var lige så kompromisløst lang, vedkommende og intens som hans tidligere film, hvor han også kredser omkring den menneskelige psykologi og hvad livets begivenheder gør ved mennesker, som oftest hentes fra en dagligdag på samfundets nedre trin i stil med Dardenne-brødrenes socialrealistiske dramaer. I Wild Sunflowers undersøger Rosales manderollen i form af hovedpersonen Julias tre kærester, som på hver sin måde er upålidelige og grænseoverskridende og ikke gør det nemt for den unge, enlige mor at få livet til at hænge sammen. Eminent skuespil af både Ana Castillo og Oriol Pla.
Ligeledes fra Catalonien fortæller den helt nye debuterende instruktør Mikel Gurrea i sin film Suro (Kork) en historie om et ungt par fra Barcelona, der flytter på landet for at opfylde deres mere eller mindre idealistiske drøm om at leve af at høste kork fra skovene af korkege og give deres kommende barn frisk luft og et mere autentisk liv. En rigtig velspillet og tankevækkende film, hvor idealisme støder sammen med virkeligheden mere end én gang, og ægtefællerne har heller ikke helt forventningsafstemt på forhånd.
Et uudsletteligt indtryk efterlod også La Maternal af Pilar Palomero, som vandt den spanske filmpris Goyaen i 2021 i fire kategorier (herunder bedste film) for filmen Las Niñas. Denne nye film La Maternal udspiller sig på et hjem for teenagemødre, der er blevet alt for tidligt gravide og skal lære at tage sig af deres børn. Hele castet er med en enkelt undtagelse amatørskuespillere, der spiller sig selv, hvilket blev meget rørende og imponerende. Den kun 14-årige Carla Quílez vandt endda sølvmuslingen for sin store præstation som Carla.
Også Marshland-instruktøren Alberto Rodríquez nye film Modelo 77 om et fængselsoprør i Barcelona i diktaturets sidste dage var meget vellykket og velspillet, og nævnes skal også Tobacco Barns, en smuk magisk realisme-fortælling om tobakshøster(sker) og et monster, der lever mellem dem, men som kun de færreste kan se.
Som kronen på værket løb den colombianske film Kings of the World med hovedprisen den gyldne musling. Instruktøren Laura Mora Ortega, den kun tredje kvinde nogensinde til at vinde hovedprisen, fortæller her i sin 2. film en historie om den igangværende proces i Colombia, hvor jord gives tilbage til de fordrevne familier, der måtte forlade områder, hvor oprørsbevægelsen FARC indtil for få år siden kæmpede med regeringsstyrker om magten.
En flok gadedrenge fra storbyen Medellín tager på en rejse mod nord for at finde det jordstykke, som en af dem overraskende har arvet fra en bedstemor, og denne rejse er smuk, poetisk og uforglemmeligt fortalt og filmet i en blanding af helt magiske scener og barsk realisme. Således fik de spansksprogede film sat deres eftertrykkelige præg på jubilæumsåret 2022.
Holdet bag prisvinderen “Kings of the World”
