BOY FROM HEAVEN

★★★★☆☆

Det kom som en overraskelse, at den kontroversielle svenske guldpalme-vinder "Triangle of Sadness" ikke blev Sveriges officielle Oscar-bud. Den ære overgik i stedet Tarik Salehs mere lavmælte, men også mere helstøbte BOY FROM HEAVEN, der faktisk vandt Cannes-filmfestivalens manuskriptpris.

Det forstår man godt, for det er en stram fortalt historie, vi her bliver præsenteret for. Vi følger den unge Adam, der med sin fars velsignelse forlader den lille fiskerlandsby, han er vokset op i, for at studere i Cairos sunnimuslimske magtcentrum for absolut magt, Al-Azhar universitetet.

Da universitetets stor-imam dør træder diverse uhyggeligt magtmekanismer i kraft, og pludselig bliver Adam en del af et større politisk spil, som han slet har har forudsætningerne for at kende og overskue.

Tarik Salehs giver os et helt nyt indblik i denne religiøst dominerede verden, og det kan ikke undrer, at han som filmskaber føler et slægtskab med andre dristige instruktører som Asghar Farhadi og Alejandro González Iñárritu, der begge har betalt prisen for deres filmiske frisprog.

Man aner også paralleller til den danske Oscar-kandidat "Holy Spider", der ligeledes vover at vise brutaliteten i et såkaldt religiøst samfund, men sammenligning falder ikke ud til den mere kulørte danske repræsentants fordel.

BOY FROM HEAVEN er netop blevet nomineret til en række Guldbagge-prisen i Sverige bl.a. bedste film, bedste instruktør (Tarik Saleh), bedste mandlige hovedrolle (et gennembrud for Tawfeek Barhom i rollen som Adam) samt mandlige birolle (et karrieremæssigt højdepunkt for Fares Fares i rollen som efterforskningslederen).

Man skal nu ikke have ondt af folkene bag "Triangle of Sadness", der på det seneste har fået rigelig medvind fra bl.a. European Film Awards.

Man kan heller ikke udelukke, at Det Amerikanske Film Akademi vælger at nominere guldpalme-vinderen i en anden kategori end "internationale film" (f.eks. bedste original manuskript og/eller bedste kvindelige birolle). Det ved vi den 24. januar.