★★★★★★
August Strindbergs definitive mesterværk DØDSDANSEN spilles hyppigt over det meste af verden. Men opsætningen i Væksthuset på Odense Teater fremstår så gennemlyst og velspillet, at den må regnes blandt de allerbedste, vi har oplevet herhjemme i moderne tid. Samtidig bekræfter den, at Vibeke Wredes uhyre velfortjente Reumert-triumf med "Stormfulde Højder"-trilogien samme sted bestemt ikke var tilfældig. Har hun nogensinde være finere og dybere som iscenesætter, end hun er i disse år?
Peter De Neergårds ramonerede dukkehus viser med al ønskelig tydelighed både fortidens storhed og nutidens apati – et hjem der i sandhed mangler kærlige hænder. Indenfor er tapetet forlængst begyndt at skalle af og de blottede nøgne grå murstensvægge understreger ubarmhjertigt et hjem, der blev et fængsel.
DØDSDANSEN har inspireret både Ingmar Bergman og Edward Albee til at nå nye højder, og denne opsætning bringer mindelser om Maria Vinterbergs sublime Reumert-belønnede iscenesættelse af "Mens vi venter på Godot" på Teatret ved Sorte Hest. Ikke fordi den på nogen måde kopiere denne, men fordi også den forestilling forekom at være en nærmest definitiv version af et dramatisk hovedværk. Men også fordi de tematisk pludselig synes beslægtet.
Også Alice og Edgar venter. Måske på at han endelig dør, måske på en skilsmisse, måske på deres sølvbryllup? Men i al fald på en forandring – noget MÅ ske. De venter – men ingenting sker, og deres indbyrdes skænderier bliver blot endnu mere brutale og nederdrægtige.
Men så får de en gæst. Tilmed en gæst fra fortiden – og besøget føjer ny energi til de ægteskabelige rædsler. Gæsten bliver skam heller ikke skånet. Kurt er en gammel ven af Edgar, og har mere end et godt øje til Alice. Med andre ord en oplagt kandidat til rollen som lusen mellem de to negle.
Malene Melsen er rent ud sagt formidabel som Alice. Når hun afleverer sine mest modbydelige kommentarer mod Edgar, så er det ikke bare hule halvhjertede uforskammetheder, men velvalgte ord, der bliver affyret med henblik på at dræbe. Hun er kun overfladisk set en bitsch, men frem for alt en kvinde, der kæmper for sin egen overlevelse og udvikling. En ætsende præstation, og et ubetinget karrierehøjdepunkt.
Lars Simonsen, der burde have vundet en Reumert for sin både skræmmende og rørende læge i "Stormfulde højder", er hende en værdig modstander, der kan eksplodere i subtile ondskabsfuldheder for i næste øjeblik at blive forvandlet til en handlingslammet grønsag. En uhyggelig påmindelse om, at døden venter lige om hjørnet og et skræmmende portræt af en skuffet mand, der lever for at udleve sin ondskab – ikke mindst overfor den kvinde, som han dybest set stadig elsker.
Benjamin Kitter forekommer ganske rørende i sit anslag, når han tillidsfuldt kommer på besøg hos det par, han engang kendte. For sent opdager han, at han er blevet taget som gidsel i deres ægteskabelige helvede, hvorfra han flænset og forslået må slås for at komme fri – også fra sit eget indestængte begær.
Tre mageløse skuespillerpræstationer ydet af tre af landets største karakterskuespillere i een og samme forestilling. Postbudet ringer som bekendt ikke to gange, men det bør Reumert altså gøre til næste år. Jeg har i hvert fald ikke set en bedre forestilling i år.
(Michael Søby)
