THE WOMAN KING

★★★★☆☆

Det er vanskeligt for film med afroamerikanske skuespillerinder i hovedrollen at få plads i danske biografer.

Hverken "Ma Rainey’s Black Bottom", der modtog 5 Oscar-nomineringer eller "Fences", der modtog 4 nomineringer inkl. bedste film, opnåede ordinær dansk biografdistribution. Begge havde Viola Davis i Oscar-nominerede præstationer, og hun vandt tilmed for sin velvoksne birolle i "Fences".

Men Halle Berry er således stadig den eneste afroamerikanske kvinde, der har modtaget en Oscar for en hovedrolle, selvom Viola Davis er den afroamerikanske skuespillerinde, der har opnået flest nomineringer – 4 i alt.

Den statestik kan der blive lavet om på i år, hvor Viola Davis viser en hel ny side af sit talent som den kampklare general Nanisca, der pludselig står overfor sin sværeste udfordring, da hun genkender en ung rekrut fra sin traumatiske fortid.

Historien er – utrolig men sandt – baseret på autentisk materiale, og udspiller sig i Dahomey, et afrikansk kongedømme, i 1800-tallet. Unge talenter som Thuso Mbedu, Lashana Lynch og John Boyega gør sig også fordelagtigt bemærket, og mange teenagetøser vil givet fryde sig over, at Hero Fiennes Tiffin fra den evindelige After-serie også er med på holdet.

Instruktøren Gina Prince-Bythewood kan sin håndværk, men synes opsat på at vise, at hun er "One of the Boys", og de mange brutale scener får filmen op på en spilletid på omkring ni kvarter, hvilket er i overkanten.

THE WOMAN KING har dog sine kraftfulde momenter, flotte kostumer, en effektiv lydside og dedikerede præstationer. Det skal blive spændende at se, hvordan den klarer sig i de danske biografer.