SEX

★★★☆☆☆

Den opsigtsvækkende ungdomsserie SEX var skrevet af Leo Clara Mendes, der nu debuterer som dramatiker og iscenesætter med en teaterversion af serien. Hvor hovedpersonens faste kæreste i TV-serien var en mand, bliver alle seriens fire hovedkarakterer spillet af kvinder på Aveny-T.

Clara Dessau er pigen Cat, der ikke rigtig ved hvad hun føler og derfor bruger sex til at finde ud af det. I sin søgen er hun dog primært opmærksom på egne behov. Hendes neurotiske tilgang til følelseslivet og skødesløse brug af erotikken gør hende til en prøvelse for sine omgivelser, for man kan faktisk aldrig rigtig regne med Cat.

Clara Dessau spiller hendes sårbar men også sindsygt irriterende, og man forstår i den grad godt, at de øvrige kvinder – lovende spillet af Hanin Georgis, Nina Rask og Nanna Eide – får behov for at distancere sig fra hende.

SEX vil givet have fungeret bedre på en intimscene fremfor i Aveny-T lange teatersal, også fordi skuespillerne endnu ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på at eksponere tilstrækkeligt, selv i intime situationer, og de har i den henseende i al fald ikke fået nok hjælp af den debuterende iscenesætter.

Når der er sagt, er der mange fine detaljer i teksten, og som dramatiker synes Leo Clara Mendes at have et vis potentiale. Først og fremmest, fordi hun har modet til at skrive om andet et heteroseksuelles trekantsforhold og banale familieforhold.

Ligesom Claire Denis’ biografaktuelle "Jeg elsker også dig" fremstår SEX som et opgør med den sløsede måde, vi behandler andre på i stadig mere forvaklede forsøg på altid at realisere os selv. Det er også et fænomen, der kan synes særlig brutalt, når man er ung, og derfor forekommer tematikken ganske relevant på AVENY-Ts ungdomsscene.

Men når hovedpersonen til slut skal smøre sig selv i noget, der ligner en blanding af slim, honning og abrikosmarmelade, så fremstår det bare som en hul effekt, og ikke det dramatiske punktum, som forestillingen faktisk har brug for.

(Michael Søby)