TA’ MIG SOM JEG ER

★★★★☆☆

Trine Pallesen scorer en stor personlig triumf som Grethe Ingmann i søsteren Sofie Pallesens følsomme og musikalske iscenesættelse, der p.t. turnerer landet rundt og som denne aften er landet i Hørsholms fine kulturhus, Trommen.

Forestillingen er produceret af Sjællands Teater/Jangmarks Agentur i samarbejde med Trine Pallesen og Anna Panduros manuskript synes at være kreeret rundt om de mange sange, men opnår alligevel en vis dramatisk tyngde.

Med sig på scenen har Trine Pallesen et ganske forrygende 6-mandsorkester med Mathias Grove i spidsen. Guitaristen Regin Fuhlendorf illuderer udmærket som Jørgen Ingmann, som Grethe Ingmann betragtede som "mit livs kærlighed" kort før sin død i alder af kun 52 år.

Dekorationer er der ikke mange af på scenen, lyset må klare det meste, men der er skjult diverse form for "drinks" flere steder på scenen. Dette indikerer at Grethe Ingmann med tiden udviklede et alkoholproblem, men giver heldigvis også Trine Pallesen for at smørre stemmen løbende med saftevand.

På to timer kommer vi igennem et væld af kendte og ukendte sange fra Grethe Ingmanns repertoire, dog ikke hendes Grand Prix-duet med Bjarne Liller, "Alt er skønt", der ellers var lige ved at slå "Disco Tango".

Trine Pallesen imponerer med sin vokale spændvidde – fra jazz og dansevise til mere banal pop og anstrengt disco. Sammen med Jørgen Ingmann brød hun igennem med den temmelig melankolske "Blot slendrer gennem regn", men da hun gik solo, hittede hun med de mere optimistiske solskinssange, "Vi får solskin i morgen" og "Sol sol, kom igen".’

Rent dramatisk bliver forestillingen også en sejr for Trine Pallesen, og hendes kropsprog forandres markant fra de håbefulde energiske teenageår til frem en alt for tidlig afslutning på karrieren.

Farmand Per Pallesen var at finde blandt publikum denne aften, og han havde god grund til at være stolte af begge sine døtre denne aften.

(Michael Søby)